Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 18.09.2023-26.09.2023

Bil kørte direkte mod mand, Kgs. Lyngby

En 34-årig mand fra København måtte komme af vejen i en vis fart onsdag eftermiddag ved 17-tiden, da han forsøgte at få to biler til at sætte farten ned. Bilerne kørte ræs i en parkeringskælder i Skovbrynet, hvor den 34-årige viftede med armene for at få dem til at sætte farten ned. Det havde imidlertid den modsatte effekt, og føreren af den ene bil, en grå BMW, kørte direkte imod den 34-årige, som måtte flytte sig for ikke at blive ramt.

Butikstyveri, Lyngby-Taarbæk

En 32-årig udenlandsk mand blev kl. 11.39 sigtet for butikstyveri i Meny på Lyngby Hovedgade i Kgs. Lyngby, hvor han blandt andet havde stjålet whisky.

Færdselsuheld, Lyngby-Taarbæk

En 49-årig mand fra Bagsværd blev kl. 08.04 sigtet for at køre ind i en 15-årig kvindelig cyklist fra Kgs. Lyngby i et højresving ved Eremitageparken. Politi og ambulance til stedet. Den 15-årige blev bragt til tjek på nærmeste hospital.

Harmonikasammenstød, Frederikssund

En 51-årig kvindelig bilist fra Virum bremsede kl. 08.22 og holdt stille for at komme udenom et træ, som var faldet ud over kørebanen på Hørup Skovvej i Frederikssund. En 71-årig mand fra Charlottenlund bremsede også, og blev påkørt bagfra af en 41-årig kvindelig bilist fra Værløse, hvorefter den 71-årige bilist skubbedes op i den 51-årige bilist. Patrulje og Vejhjælp til stedet for at fjerne træet og en af bilerne.

Knallert-solouheld, Hørsholm

En 44-årig kvinde fra Kgs. Lyngby kørte knallert ad Rungsted Strandvej i Vedbæk i sydlig retning, da hun ramte en gren på vejen og styrtede. Beredskabspatrulje og ambulance til stedet. Kvinden bragt til hospitalet med alvorlig personskade.

Krukke stjålet, Kgs. Lyngby

Onsdag aften blev det anmeldt, at en stor krukke med roser var blevet stjålet fra en forhave i Eremitageparken mellem klokken 12.00 og 23.00 tirsdag.

Skabte uro og uorden, Kgs. Lyngby

To mænd på henholdsvis 42 år fra Hillerød og 51 år fra Gentofte skabte søndag eftermiddag klokken 17.35 så meget uro og uorden, at de blev bortvist fra Lyngby Hovedgade, hvor de stod og råbte foran Coop365.

Unge stjal make-up, Lyngby-Taarbæk

To unge piger på 14 år fra Charlottenlund blev kl. 17.27 taget for butikstyveri i Magasin i Kgs. Lyngby. Pigerne havde stjålet make-up for i alt 1.325 kr. Værger og sociale myndigheder underrettet.

Foto: ABW