DTU skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om at regne lyden ud:

Nyt undervisningsmateriale fra DTU gør det muligt at arbejde med kunstig intelligens i matematik A / 3.g.
Regn lyden ud, figur, DTU

Regn Lyden ud – i matematiktimen er et komplet læringsmateriale om kunstig intelligens, som henvender sig til elever i 3.g med matematik på A-niveau. Materialet kan f.eks. bruges i forbindelse med et projektforløb af 3-4 modulers varighed om kunstig intelligens eller modellering. De sidste dele af materialet kunne også anvendes som udgangspunkt for et studieretningsprojekt om kunstig intelligens.

Materialet taget afsæt i de lyde, der opsamles i citizen science projektet Lyden af Danmark, som bruger kunstig intelligens til at karakterisere lyde. Som del af forløbet bidrager eleverne selv med lyde til projektet.

Materialet forudsætter et kendskab til funktioner af to variable og hvorledes man bestemmer stationære punkter ved brug af de partielt afledende. Stoffet tager udgangspunkt i mindste kvadraters metode og hvorledes denne kan anvendes til at lave klassifikation af datasæt. Neuroner og neurale netværk bliver forklaret og modelleret ved brug af et lineært neuron og ulineære aktiveringsfunktioner. Hele materialet understøttes af opgaver, som eleverne kan arbejde med i forbindelse med gennemgang og læsning af materialet. Efter de introducerende afsnit gennemgås hvorledes man træner et neuralt netværk. Dette illustreres igen med små opgaver og endelig simulationer, hvor eleverne selv træner og tester et netværk som kan klassificere simpl eog overskuelige datasæt. Til slut får eleverne mulighed for selv at prøve kræfter med at træne og efterfølgende teste et neuralt netværk som kan klassificere lyde. Denne del af materialet er meget fleksibelt og kan modificeres til at klassificere lyde efter eget valg.

Find Regn Lyden Ud – i matematiktimen her.