Så er efterårssæsonen på Lindegaarden skudt i gang med et festfyrværkeri af kulturelle aktiviteter. Vi har haft filosofiske og finurlige foredrag til eftertanke om kærlighed til kunst, fortryllende opera og helt unik musik til og om Kulturstedet Lindegaarden – og det fortsætter hele efteråret i samme rille tilføjet spændende foredrag og sjovt børneteater.
19. september: ”Humørhelt” Anemonen på Lindegaarden. Teater for børn kl. 15:00 – ca. 15:45 Børneteater for de 3-7 årige. Det er med stor glæde, at Søndagsmatinéerne på Kulturstedet Lindegaarden åbner sin arrangementsserie 2021-22 med et spændende gæstespil fra børneteatret Anemonen, tidligere kendt som Anemoneteatret: Emo har fået en invitation til sin gode vens fødselsdagsfest. Alt er godt, indtil Emo finder ud af, at man skal klædes ud som superhelt og komme med godt humør. Hvordan klæder man sig ud som helt, når man kun har dyrekostumer, og hvordan finder man sit gode humør, når det hele tiden bliver væk? Ved en tidlige opførelse skrev CPHCULTURE: ”Mondrup er i sandhed en humørbombe i rollen som Emo, og i Petrea Søes boblende iscenesættelse kommer hun så godt som hele følelsesregistret igennem på en halv time”

HUMØRHELT handler om at være i sine følelsers vold. Om at leve op til andres forventninger, om hvad man må føle og ikke føle. Skuespiller Marie Mondrup og instruktør Petrea Søe har sammen skabt forestillingen ”Humørhelt” med afsæt i de mindstes univers, og de har stor rutine i at spille for og med børnene. Varighed ca 30 min. Søndagsmatinéerne er støttet af Fonde Søndagsmatinéerne er venligst støttet af Kulturfonden Lyngby-Tårbæk Kommune og Karla Storchs Optimistfond, Den Bøhmiske Fond, Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond. Kuratorer: Niels Halse, Marianne Lund og Lone Bang Hemmeth. Pris kr. 150. Medlem af Vennerne kr. 75, børn gratis. Køb billetter her eller ved døren på dagen.
20. september: Aktuel kultur og kunst Foredragsrækken ”Kærlighed til kunsten i Coronaens tid”, mandage kl. 19
Kultur, kunst og videnskab i højeste klasse beriger os de næste måneder gennem foredragsrækken ”Kærlighed til kunst i Coronaens tid”. Vi har bedt en række udøvende kunstnere om at komme forbi på Lindegaarden i løbet af efteråret for at fortælle os om, hvordan Coronaen har påvirket deres arbejde. Vi tror på, at hver af kunstnerne og videnskabsfolkene i foredragsrækken vil kunne inspirere os alle, og at vi herefter vil kunne gå styrket videre ud i fremtiden. De medvirkende er alle anerkendte skabende kunstnere bosiddende i lokalområdet. I det 3. foredrag i foredragsrækken fortæller billedhugger Vibeke Glarbo om sit syn på kærlighed til kunsten i Coronaens tid. Vibeke Glarbo er en af de rigtig store og anerkendte danske billedhuggere. Måske har du set værker af Glarbo på en af de mange udstillinger hun har deltaget i både her i landet og internationalt? Eller måske har du mødt billedhuggeren på din vej fra A til B her i Lyngby- Taarbæk Kommune, hvor hun bor? Vi bedt Vibeke Glarbo om at fortælle om sit arbejde, og hun beretter: ”Jeg var så heldig at være barn på Bornholm i 50’erne med en udstrakt grad af fysisk frihed, som blev brugt til at udforske naturen, fiske efter haletudser og salamandre, klatre i træer og lave mudderhuller. Der blev grundlagt en stor glæde ved og undren over naturens love og fænomener, som siden har været en integreret del af mit arbejde. En forståelse for at indsigt i naturen er en vej til indsigt i sig selv med både mørke og lyse sider, voldsomhed og varsomhed. Med adgang til min fars værktøj kunne jeg konstruere og bygge – der var han åben. Men da jeg ville tale om døden, som jeg tidligt kunne se, klappede han i som en østers – den måtte jeg selv arbejde med. Livet, som det udspændes mellem fødsel og død, naturens cyklus har været et gennemgående tema for mig altid. Og ligesom Jeppe Aakjærs: Lille Ole sad på en knold og sang ville jeg også udforske verden. Jeg har siden den første udstilling på Charlottenborg i 1973 arbejdet i 2 spor. Det ene spor er installationssporet, hvor jeg på udstillingsstedet bygger med forskellige materialer oftest hentet i naturen. Materialer som er forgængelige og som kan ende i kompostbunken. Det andet spor er et mere klassisk spor med en arbejdsgang hvor værkerne først er formet i ler eller gips, for derefter at blive støbt i bronze, jern eller aluminium. Det er mindre skulpturer og udsmykninger, der skal opstilles udendørs og gerne skulle kunne holde i mange år. Men de eksistentielle spørgsmål er stadig brændende.” Vibeke Glarbo har modtaget Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 2009. Alle foredragene finder sted på mandage kl. 19 i Stuerne på Kulturstedet Lindegaarden, Peter Lunds Vej 8, 2800 Kongens Lyngby.
Kommende foredrag i serien Kærlighed til Kunsten i Coronaens tid: 4. oktober kl. 19: Karin Carlander – væver og designer 25. oktober kl. 19.: Tine Hecht Petersen – skulptør og keramiker 1. november kl. 19. Henrik Juul Jensen – forfatter Pris kr. 50. Medlemmer af Vennerne kr. 35, børn gratis. Køb billetter her eller ved døren på dagen.
24. september: Release koncert for 2 nye CD-udgivelser Lindegaardskoncert, fredag kl. 19:30 – 21:30
Kom til Lindegårdskoncert med musik fra 2 nye CD-udgivelser med Signe Asmussen, Anne Mette Stæhr, Anette Slaatto og Helge Slaatto CD’erne “Nordiske Sange og Romancer” med Helge Slaatto, violin og Anne Mette Stæhr, klaver (fem stjerner i Kristeligt Dagblad) og “Singing Secrets” med værker af Per Nørgård med en håndfuld af førende danske musikere, anført af den karismatiske sangerinde Signe Asmussen (sopran) og Anette Slaatto, som har skabt sig et navn som en af Nørgårds fremmeste fortolkere. Sangens og romancernes verden forbinder de to udgivelser med nordisk musik, og det vil koncertens program med de ovennævnte musikere afspejle: Komponister som Edvard Grieg, Jean Sibelius, Wilhelm Stenhammar og netop Per Nørgård viser sine ypperste sider på dette område, og Johan Svendsen, Bo Holten og Sunleif Rasmussen følger fremragende trop. Som Kristeligt Dagblad skriver: ”En plade som lyser godt op i en mørk og Corona-nedlukket periode, for de glimrende musikere giver os gode anelser om det forår og den sommer, der venter på den anden side”! Det er muligt at købe buffet kl. 18 inden koncerten. Køb billetter her
Kulturstedet Lindegaarden, Peter Lunds vej 8, 2800 Kongens Lyngby
www.kulturstedetlindegaarden.dk – Mail: Info@kulturstedetlindegaarden.dk Side 3/10 NYHEDSBREV SEPTEMBER 2021
4. oktober: Aktuel kultur og kunst Foredragsrækken ”Kærlighed til kunsten i Coronaens tid”, mandage kl. 19 Kultur, kunst og videnskab i højeste klasse beriger os de næste måneder gennem foredragsrækken ”Kærlighed til kunst i Coronaens tid”. I det 4. foredrag i foredragsrækken fortæller væver og designer Karin Carlander om sit syn på kærlighed til kunsten i Coronaens tid. Verden venter, og det har den gjort til alle tider. Den venter på hvordan kunstnerne bearbejder og fortolker de forandringer, der finder sted. Lige nu sker der umådelige forandringer i vores tilværelse. Det er skift, som vi ikke har set magen til i mands minde. Når man ser tilbage på voldsomme hændelser som krig eller andre pandemier i fortiden, så kan man se, at kunstnerne herefter har været i stand til at formuler