Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2024/03/07-2024/03/19.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

Anmeldelse kl. 18.00 om færdselsuheld på Lundtoftevej. En sort personbil kørte ad Sorgenfrigårdsvej i østlig retning, hvor bilisten kørte ligeud over for rødt, og påkørte en 29-årig kvindelig cyklist fra København, som cyklede ad Toftebæksvej i nordgående retning. Beredskabspatrulje til stedet. Ingen melding om personskade. Beredskabspatruljen fandt efterfølgende frem til bilisten, en 88-årig mand fra Kgs. Lyngby, som blev sigtet for forholdet.

Kvinde skabte uro og uorden, Kgs. Lyngby

En 58-årig kvinde uden fast adresse skabte søndag aften omkring klokken 19.45 så meget uro og uorden ved Kinopalæet, at politiet blev tilkaldt. En patrulje kørte til stedet, hvor den 58-årige havde spyttet efter og taget fat i forbipasserende og tog en alvorssnak med hende, inden hun blev sendt væk.

Vanvidskørsel, Gørløse

En 58-årig kvindelig bilist fra St. Lyngby kørte kl. 19.10 nordøst ad Hovedvejen, hvor hun i krydset ved Lystrupvej ville fortsætte frem for grønt. Samtidig kørte en 32-årig mandlig bilist sydvest ad Hovedvejen, hvor han i krydset med Lystrupvej foretog et venstresving for grønt ad Lystrupvej, hvorved han kolliderede frontalt med den kvindelig bilist. Beredskabspatrulje og Falck til stedet.

Ingen melding om personskade. Kvindes bil blev nødflyttet og mandens bil blev beslaglagt på stedet, da det viste sig, at han havde en promille på over 2,00. Han blev derefter bragt til nærmeste hospital for blodprøveudtagning.

Vanvidskørsel

Ifølge færdsels- og straffeloven defineres vanvidskørsel som:

  • Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km/t.
  • Kørsel med en hastighed på 200 km/t. eller derover
  • Spirituskørsel med en promille over 2,00

Derudover er det også vanvidskørsel, hvis man:

  • Udviser særlig hensynsløs kørsel – det kan fx være, hvis man i tæt trafik gentagne gange overskrider fuldt optrukne spærrelinjer og dermed skaber farlige situationer, eller hvis man kører imod færdselsretningen på en motorvej
  • Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed – det kan fx være, hvis man kører bilen ind på cykelstien for at forskrække cyklisterne, eller hvis man bevidst påkører fodgængere i et fodgængerfelt

Færdselsuheld, Gentofte

Anmeldelse kl. 03.52 om to biler i sammenstød på Helsingørmotorvejen. Beredskabspatrulje og Ambulance til stedet. En 34-årig mand fra Kgs. Lyngby blev efterfølgende sigtet for spirituskørsel og bragt til nærmeste hospital for blodprøveudtagning.

Kørte bil uden førerret, Kgs. Lyngby

En 40-årig mandlig bilist fra Glostrup blev kl. 13.27 sigtet for at køre bil på Kulsviervej, uagtet han ikke havde erhvervet kørekort.

Musik til ulempe og hash, Kgs. Lyngby

Anmeldelse kl. 16.55 om at der blev spillet høj musik på Rønne Allé, som havde stået på i seks timer. Da beredskabspatruljen kom til stedet viste den høje musik sig at være høj lyd fra et TV. Endvidere fandt patruljen en mindre mængde hash, som de efterfølgende sigtede en 28-årig mand fra Kgs. Lyngby for at besidde.

Narkosalg, Virum

En 27-årig mand fra Hvidovre blev kl. 10.42 sigtet for hashsalg ved Sennepsmarken.

Tyveri fra varebil, Virum

Anmeldelse kl. 14.56 om tyveri fra varebil på Skovridergårdsvej sket mellem tirsdag den 5. marts kl. 15.30 og onsdag den 6. marts kl. 10.00. Skydedøren i varebilens højre side var brudt op. Der var stjålet diverse el-værktøj.