Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2021/11/01-2021/11/09.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Hærværk, Kgs. Lyngby

Mellem fredag klokken 15.00 og mandag klokken 08.15 blev der udøvet hærværk mod flere pavilloner, som stod opført på Toftebæksvej. En postkasse, som havde siddet på en af pavillonerne, var revet ud af væggen og kastet gennem ruden til en af de andre pavilloner. Derudover var der levet sat ild til en håndsprit, som havde stået på en træbænk på stedet.

Elværktøj stjålet fra bil, Virum

Diverse elværktøj, en støvsuger, multicutter og skruemaskine er mellem fredag eftermiddag og søndag formiddag klokken 10.50 blevet stjålet fra en varebil, som holdt på Akacievej.

Mistænkeligt forhold, Kgs. Lyngby

Klokken 17.29 anmeldte fire 13-årige drenge, at der holdt en bil med en mandlig fører bag rattet på p-pladsen ved Engelsborgvej, som skulle være den samme bil, hvorfra en mand i torsdags skulle have tilbudt tre 13-årige piger et lift – ligeledes på samme p-plads.

Nordsjællands Politi blev sendt til stedet, hvor manden i bilens generalia blev sikret. Mandens forklaring på hans tilstedeværelse både torsdag og søndag gav ikke anledning til at foretage sigtelser.

Uro, Kgs. Lyngby

Klokken 21.00 blev det anmeldt, at cirka 10 unge mennesker rendte rundt i Kgs. Lyngby nær stationen og Magasin og kastede med fyrværkeri. Politiet blev sendt til området, men det lykkedes ikke at træffe nogle, der umiddelbart havde haft noget med hændelsen at gøre.

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

Sikkerhedsvagterne i Magasin anmeldte klokken 15.07, at de tilbageholdt en udenlandsk kvinde, som havde stjålet varer fra stormagasinet. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf kvinden, som var 54 år, og hun blev af patruljen anholdt og sigtet for butikstyveri.

Tilbød unge kvinder et lift, Kgs. Lyngby

Tre 13-årige unge kvinder blev onsdag aften klokken 20.35 tilbudt et lift af en for dem ukendt mand. De tre stod og talte sammen overfor Netto på Engelsborgvej, da en person kørte fordi dem, åbnede passagerdøren og råbte “kom, kom” til dem. De unge kvinder valgte dog i stedet at løbe hen til en ungdomsklub, hvor de fortalte en medarbejder om episoden. Medarbejderne gik ud på gaden og hen mod bilen, hvilket fik føreren til at køre fra stedet.

Tyveri af pung, Kgs. Lyngby

En 82-årig kvinde fra Kgs. Lyngby anmeldte klokken 13.18, at hun kort forinden havde været i Føtex på Lyngby Hovedgade, hvor hun havde fået stjålet sin pung. Pungen havde ligget i et indkøbsnet, mens kvinden handlede, og hun opdagede efterfølgende, at den ikke længere befandt sig i nettet.

Mistænkeligt forhold, Kgs. Lyngby

Klokken 17.01 anmeldte et vidne, at han kunne se en bil holde foran en bolig på Borgevej, og at bilen ikke normalt befandt sig i nabolaget. Samtidig kunne han se nogle fremmede personer gå rundt foran pågældende bolig, inden de kørte fra stedet, og vidnet mistænkte, at det var indbrudstyve. En patrulje blev sendt til stedet, hvor det viste sig, at de fremmede personer havde været forbi adressen for at hente et tæppe, de havde købt via Den Blå Avis.

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

Personalet i Magasin anmeldte klokken 11.25, at en udenlandsk kvinde blev tilbageholdt i stormagasinet, da hun kort forinden havde stjålet tøj derfra. En patrulje kørte derfor til stedet, hvor de traf kvinden, som var 49 år, og hun blev af patruljen anholdt og sigtet for butikstyveri.

Færdselsuheld, Gentofte

Klokken 11.40 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld i krydset Sandtoften/Nybrovej, idet en bus kørende på Sandtoften i nordøstlig retning foretog et højresving ind på Nybrovej, og i den forbindelse påkørte bussen en 19-årig kvindelig cyklist fra Kgs. Lyngby, der kørte på cykel på Nybrovej i sydøstlig retning.

Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor personalet fra ambulancen kunne konstatere, at cyklisten var lettere tilskadekommen, og at det kunne være endt meget værre.

Chaufføren blev i forbindelse med færdselsuheldet sigtet efter færdselslovens bestemmelser.

Butikstyveri, hash og en springkniv, Kgs. Lyngby

Klokken 14.31 anmeldte personalet fra Magasin, at de havde pågrebet to butikstyve, der havde forsøgt at stjæle en trøje til en værdi af 900 kroner ved at fjerne en alarm fra trøjen.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 20-årig kvinde Bagsværd og en 20-årig mand Kgs. Lyngby blev sigtet for butikstyveri. Manden fra Kgs. Lyngby blev ligeledes sigtet for at have været i besiddelse af en mindre mængde hash og en springkniv.

Hærværk, Gentofte

Klokken 15.55 blev det anmeldt på vegne af en 11-årig dreng, at en fremmed mand havde slået den 11-åriges telefon ud af hånden på ham, da drengen klokken 15.15 gik på Lyngbyvej under broen ved Helsingørmotorvejen, hvorved telefonens skærm gik i stykker.

Den fremmede mand beskrives som: mand, 30-35 år gammel, med sort hår, stort sort fuldskæg, tatovering på den ene arm. Talte dansk med accent.

Havde hash på sig, Kgs. Lyngby

Søndag aften klokken 22.39 blev en 22-årig mand fra Kgs. Lyngby fundet i besiddelse af en mindre mængde hash. Manden blev truffet på Toftebæksvej, hvor han blev sigtet for forholdet.