Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2021/05/21-2021/06/02.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld

Gentofte: På Motorring 3 skete der klokken 16.53 et færdselsuheld. En 46-årig udenlandsk mandlig lastbilschauffør kørte i vestlig retning på tilkørslen fra Lyngbygårdsvej, da han påkørte en 58-årig kvindelig bilist fra Herlev, som også kørte i samme retning. Uheldet skete formentlig i forbindelse med et vognbaneskift.

Grundet lastbilens placering efter uheldet var 1. og 2. vognbane en overgang spærret, indtil det var muligt at flytte bilen ind i nødsporet. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.

Tricktyveri

Hellerup: Klokken 19.25 blev det anmeldt, at en 71-årig kvinde fra Kgs. Lyngby mellem klokken 18.00 og 18.30 var blevet udsat for tricktyveri. Hun havde på gerningstidspunktet befundet sig i parkeringskælderen ved Waterfront Shopping på Philip Heymans Alle, hvor hun blev antastet af en spansktalende mand, da hun havde åbnet døren til sin bil. Manden spurgte ind til prisen på et kølegitter og bad derefter om hjælp til at finde vej til et hospital. Da samtalen var blevet afsluttet, og manden var forsvundet fra stedet, opdagede kvinden, at hendes kortholder indeholdende diverse kort var blevet stjålet.

Manden beskrives som: ca. 180 cm, mørk i huden. Iført fint tøj. Talte spansk.

Færdselsuheld

Holte: En 21-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby kørte klokken 19.34 ad Vestre Paradisvej i sydgående retning, hvor han i et kryds påkørte en 55-årig kvindelig cyklist fra Holte, som kom cyklende i østlig retning ad Rudersdalsvej. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade, men den kvindelige cyklist blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet. Den 21-årig blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Bil udsat for hærværk

Kgs. Lyngby: En Audi, som holdt på Agervang, har mellem søndag aften klokken 22.00 og mandag eftermiddag klokken 17.30 fået knust en rude.

Taske stjålet fra bil

Kgs. Lyngby: Søndag mellem klokken 11.00 og 14.15 er en takse blevet stjålet fra en bil, der holdt ved kanoudlejningen på Nybrovej. I tasken var en pung med kontanter, kørekort og betalingskort. Tyven har knust bilens bagrude for at skaffe sig adgang.

Anmeldelse om opsendelse af nødblus

Kgs. Lyngby: En borger anmeldte klokken 00.56, at hun netop havde observeret et nødblus over Gentofte, Lyngby eller Bagsværd Sø. Der blev derfor igangsat undersøgelse af, hvor nødblusset nærmere stammede fra, og politi og brandvæsen kørte mod de udpegede områder. På baggrund af yderligere oplysninger om nødblussets retning blev det dog konkluderet, at det ikke umiddelbart kunne være sendt op over en af søerne, og undersøgelsen blev derfor afsluttet.

Nordsjællands Politi har ikke efterfølgende modtaget anmeldelser, som kunne relateres til hændelsen.

Truet til at udlevere hovedtelefoner, Kgs. Lyngby

En 18-årig mand fra Virum anmeldte klokken 14.24, at han tyve minutter tidligere var blevet truet til at udlevere sine hovedtelefoner af en ung mand i cykelkælderen under Lyngby Station. Da den 18-årige kammerat var løbet efter manden, havde denne fremvist en knivlignende genstand. Derefter havde manden forladt stedet.

Gerningspersonen beskrives som: mand, mellemøstlig af udseende, 16-17 år, 175-180 cm, spinkel af bygning, mørk i huden og med kort sort hår. Iført sorte bukser med Gucci-mønster, bæltetaske om maven og en mørkfarvet jakke. Talte dansk med accent.

Tyveri, Kgs. Lyngby

Klokken 14.37 anmeldte en 77-årig kvinde fra Fredensborg, at hun klokken 12.00 havde sat en bærepose med beklædningsgenstande på jorden, mens hun selv satte sig på en bænk på Lyngby Station for at vente på toget. Da toget ankom, rejste kvinden sig fra bænken, og hun opdagede her, at en ukendt gerningsperson havde stjålet posen med indhold.

Færdselsuheld

Kgs. Lyngby: En 91-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby påkørte klokken 11.27 en parkeret bil på Buddingevej ved Nybrovej. Vejen var i en periode afspærret, indtil bilerne var blevet flyttet, og trafikken igen kunne passere. Der skete ikke umiddelbart større personskade, men føreren af bilen blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet.

PC stjålet fra bil

Kgs. Lyngby: En pc er mellem klokken 14.30 og 18.30 torsdag i sidste uge blevet stjålet fra en bil, som holdt ved Lyngby Storcenter. Tyveriet blev anmeldt tirsdag klokken 17.48.

Mand bortvist fra Føtex

Kgs. Lyngby: Mandag aften klokken 20.49 blev en 47-årig mand bortvist fra Føtex på Lyngby Hovedgade. Manden optrådte vredt over for en anden i forretningen, som ikke havde mundbind på, og da en vagt kom til for at dæmpe gemyttet, blev den 47-årige for alvor vred og truede vagten med pistoltegn og med en brosten, som han samlede op uden for forretningen. En patrulje kom til stedet og bortviste den 47-årige.

Ville vise piger en hundehvalp

Kgs. Lyngby: To snarrådige piger i ni-års alderen takkede mandag eftermiddag klokken 14.15 bestemt nej til tilbuddet om at se en hundehvalp. Det skete ved Netto på Rævehøjvej, hvor en mand kom kørende i en koboltblå varebil. Da han så de to puger, rullede han vinduet ned og spurgte, om de ville se den hundehvalp, som han havde i bilen. Men de to piger sagde nej og ringede med det samme til en forælder, som hurtigt kom til stedet. Manden i bilen var imidlertid kørt. Han beskrives som 44-50 år, dansktalende med sort hår. Nordsjællands Politi vil gerne høre fra manden på telefon 114, for at få afklaret hans intention med at henvende sig til pigerne.

Brand i kælder, Hellerup

På Lyngbyvej opstod der klokken 19.21 brand i kælderen i et hus. Politi og brandvæsen kørte til stedet, og slukningsarbejdet blev straks igangsat. Beboerne på stedet var alle kommet ud, og der skete ikke umiddelbart nogen personskade.

Branden formodes at være startet via strålevarme fra et fyr i kælderen.

Tyveri fra personbil

Skævinge: Klokken 21.37 blev det anmeldt, at en stor sten var blevet kastet ind gennem sideruden på en bil, som havde holdt parkeret på Søvej i St. Lyngby fra klokken 21.10. Fra bilen blev der stjålet en pung indeholdende diverse kort og kontanter.

Tyveri fra affaldscontainer

Virum: En person blev klokken 23.21 observeret stjæle mad fra en affaldscontainer tilhørende Fakta på Virum Torv. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 25-årig mand fra Virum, som de sigtede for forholdet.

Spiritus- og narkokørsel

Kgs. Lyngby: En 33-årig mandlig bilist uden kendt adresse blev klokken 01.25 standset af en patrulje på Bagsværdvej. Her viste et alkometer samt et narkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte og under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev derfor anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel.

Der blev efterfølgende udtaget en blodprøve fra den 33-årige med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle spiritus- og narkopåvirkning.

Foregivelse af offentlig myndighed, Kgs. Lyngby og Farum

En 46-årig kvinde fra Kgs. Lyngby anmeldt klokken 12.04, at kun ca. 20 minutter forinden var blevet ringet op af en kvinde, som på polsk oplyste, at hun ringede fra politiet og havde oplysninger om nogle personer, som kørte rundt og røvede borgere i kommunen. Den fremmede kvinde udspurgte derfor den 46-årige om, hvor mange kontanter hun lå inde med på adressen. Under samtalen blev den 46-årig mistænksom, og hun oplyste derfor kvinden i telefonen om, at hun ville kontakte politiet, hvorefter hun lagde på.

Samme oplevelse havde også en 66-årig kvinde fra Farum, da hun klokken 12.14 besvarede et opkald fra et ukendt telefonnummer.

Nordsjællands Politi opfordrer borgerne til ikke at videregive oplysninger af den karakter og gør opmærksom på, at politiet ikke benytter denne procedure. Såfremt man er i tvivl om, hvorvidt der er tale om en ansat ved politiet, kan borgerne bede om at få oplyst navn på vedkommende og få dette be- eller afkræftet ved henvendelse til politikredsen på telefon 114.