Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2022/08/15-2022/08/23.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Stjal tøj og whiskey, Kgs. Lyngby

En 28-årig mand fra København blev torsdag klokken 13.48 taget for butikstyveri i Føtex på Gasværksvej, hvor han havde stjålet noget tøj og whiskey. Manden blev sigtet for tyveriet.

Stjal sodavand, Kgs. Lyngby

En 13-årig dreng fra Kgs. Lyngby blev onsdag eftermiddag klokken 15.36 taget for at stjæle en sodavand i 7-eleven. På grund af hans unge alder kan drengen ikke sigtes for tyveriet, men både de sociale myndigheder og drengens forældre bliver orienteret om tyveriet.

Råbte skældsord til politiet, Kgs. Lyngby

En 17-årig ung mand og en 17-årig ung kvinde, begge fra Kgs. Lyngby, blev onsdag eftermiddag omkring klokken 17.30 anholdt og sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, ligesom de råbte skældsord mod politiet. En 15-årig blev også sigtet for overtrædelse ordensbekendtgørelsen idet han ikke efterkom politiets anvisninger og i øvrigt opførte sig på en måde, som forstyrrede den offentlige orden.

Bortvist fra skole, Kgs. Lyngby

Fire unge mænd i alderen 15-16 år blev onsdag aften klokken 21.31 bortvist fra Engelsborgskolen efter de havde generet en rengøringsmedarbejde på stedet ved blandt andet at spærre døren for hende. De unge mænds forældre er tillige underrettet om deres opførsel.

Fandt hash i kælder, Kgs. Lyngby

To narkohunde var mandag formiddag klokken 11.45 i en kælder til en ejendom i Bauneporten, hvor de snusede sig frem til en moderat mængde hash.