Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2022/06/20-2022/06/28.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Kvinde taget for butikstyveri, Kgs. Lyngby

En 60-årige udenlandsk kvinde blev mandag eftermiddag klokken 13.05 taget for butikstyveri i H&M i Lyngby Storcenter. Kvinden blev sigtet for forholdet og taget med på politistationen til nærmere afhøring.

Gademusikant til ulempe, Kgs. Lyngby

En 65-årig mand uden fast adresse spillede søndag formiddag omkring klokken 11 harmonika i en sådan grad, at han blev opfattet som værende til ulempe. Manden blev derfor bortvist fra tunellen ved Lyngby Station, hvor han sad.

Kørsel uden førerret, Charlottenlund

En 60-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby blev klokken 10.45 standset af en patrulje på Vilvordevej i krydset ved Klampenborgvej. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, da han ikke havde generhvervet sin førerret. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

Sigtelse for overtrædelse af beredskabsloven, Kgs. Lyngby

Klokken 12.16 indløb der anmeldelse om, at en mand havde afbrændt byggeaffald på en byggeplads på Lundtoftegårdsvej uden at have sikret sig imod spredning af ilden. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor branden blev slukket, og manden blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

Vold, Hillerød

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 21.04, var en 40-årig mand fra Kgs. Lyngby kort forinden blevet udsat for vold på Søndre Jernbanevej af to mænd og en kvinde, efter at der var opstået et skænderi mellem parterne. Patruljer kørte til området for at lede efter gerningspersonerne, men det var ikke muligt at finde dem.

Sagen efterforskes nu, og Nordsjællands Politi har af hensyn til efterforskningen på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.

Uro og uorden, Virum

Omkring klokken 22.30 indløb der flere anmeldelser om uro og uorden ved Frederiksdal Fribad, hvor en større gruppe unge mennesker festede. Der var ifølge anmeldelsen opstået tumult mellem de unge mennesker og personalet på stedet, og nogle patruljer kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere. Her blev et større antal personer truffet, og tre unge mænd blev grundet deres opførsel bortvist fra stedet, ligesom de fik deres generalia registreret.

Ved 23.30-tiden indløb der endnu en anmeldelse om, at der var uro på stedet. Patruljer kørte til stedet og fik igen en snak med de unge mennesker om deres adfærd.

Der blev under patruljernes tilstedeværelse ikke vurderet at være grundlag for at sigte nogen for noget.

Sigtet for besiddelse af stoffer, Helsingør

En 56-årig mand fra Virum blev klokken 10.44 truffet af en patrulje på Færgevej. Her blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

Det blev klokken 12.40 anmeldt, at en udenlandsk mand blev tilbageholdt i Lyngby Storcenter, idet han havde stjålet varer fra en af butikkerne. En patrulje kørte til stedet, hvor manden, som var 44 år, blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

Mand kravlede ind ad vindue, Kgs. Lyngby

En årvågen borger ringede klokken 17.12 til politiet og fortalte, at hun netop havde set en mand kravle ind ad et vindue på Lyngby Hovedgade og skynde sig at lukke vinduet til. En patrulje blev sendt til adressen og kunne konstatere, at der var tale om et legalt forhold.

Taget for butikstyveri, Kgs. Lyngby

To udenlandske mænd på henholdsvis 22 og 23 år blev omkring klokken 17.30 anholdt og sigtet for butikstyveri i Normal i Lyngby Storcenter, hvor de havde stjålet et større antal børstehoveder til elektriske tandbørster. Mændene blev taget med til nærmere afhøring på politigården og det skal derudover vurderes, om de skal fremstilles i grundlovsforhør.

Musik til ulempe, Virum

En patrulje kørte klokken 22.56 til Kronebakken efter en anmeldelse om musik til ulempe og sørgede for, at forholdet blev reguleret og der blev skruet ned for musikken.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

En 27-årig mandlig bilist fra Lolland kørte klokken 01.45 ad Stengårdsvænge i vestlig retning på fortovet, hvilket førte til, at han påkørte tre parkerede biler. En patrulje kørte til stedet, hvor den 27-årige blev anholdt og sigtet for narkokørsel, idet der var en formodning om, at han havde ført bilen under påvirkning af euforiserende stoffer.

Der afventer nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring den 27-åriges eventuelle narkopåvirkning.