Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2022/05/20-2022/05/31.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Solofærdselsuheld, Gentofte

En 22-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby kørte klokken 03.50 ad Helsingørmotorvejen i nordvestlig retning, da han mistede herredømmet over sin bil og påkørte midterrabatten ved afkørsel 4. En patrulje kørte til stedet, hvor de fik mistanke om, at bilisten muligvis havde kørt bil med en promille over det tilladte, og et alkometer bekræftede dette. Den 22-årige bilist blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel, hvorefter han blev kørt til hospitalet med henblik på blodprøveudtagning for præcist at fastslå hans eventuelle promillegrad.

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

Unge kom i slagsmål, Kgs. Lyngby

To grupper unge kom søndag kort før klokken 18 op at toppes ved Lyngby Station. Det medførte, at flere af de unge begyndte at sparke og skubbe til hinanden. En 20-årig mand fra Virum blev sigtet for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen idet det blev vurderet, at det var ham, som havde indledt slagsmålet.

Sigtet for narkokørsel, Kgs. Lyngby

Søndag aften klokken 21.07 blev en 20-årig mand fra Valby standset, da han kom kørende ad Nybrovej. Her viste en narkometertest, at han var påvirket af euforiserende stoffer, og han blev derfor sigtet for narkokørsel.

Taget for butikstyveri, Kgs. Lyngby

En 34-årig kvinde blev tirsdag eftermiddag sigtet for butikstyveri. Kvinden havde ifølge anmeldelsen stjålet tøj fra forretningen Ganni i Lyngby Storcenter.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

En 72-årig mandlig bilist fra Charlottenlund kørte klokken 08.33 ad Ermelundsvej i nordlig retning, hvor han i krydset ved Klampenborgvej foretog et venstresving. I den forbindelse påkørte han en 51-årig kvindelig cyklist fra Kgs. Lyngby, som cyklede ad Ermelundsvej i sydlig retning og skulle ligeud i krydset.

En patrulje kørte til stedet, hvor bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. Der skete ikke umiddelbart større personskade, men cyklisten blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til kontrol på hospitalet.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

En 28-årig mandlig bilist fra Hellerup kom klokken 15.50 kørende ad Helsingørmotorvejen i nordgående retning, hvor han påkørte en 33-årig kvindelig bilist fra Fredensborg, som bremsede op grundet kødannelse. Sammenstødet medførte, at den kvindelige bilist blev skubbet frem og derved påkørte en 33-årig kvindelig bilist fra Hørsholm.

Patruljer kørte til stedet, hvor vejen i en periode måtte afspærres, mens der blev ryddet op efter uheldet. Den 28-årige mandlige bilist blev af patruljen sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

Butikstyve i storcenter, Kgs. Lyngby

To 16-årige, en ung kvinde og en ung mand begge fra Kgs. Lyngby, blev mandag eftermiddag sigtet for ved 16-tiden at have begået butikstyveri i Normal og H&M i Lyngby Storcenter.