Virkelighedsnær naturfagsundervisning bliver en del af hverdagen

Den 6. maj indgik Lyngby-Taarbæk Kommune og LIFE Fonden et partnerskabssamarbejde, der skal være med til at styrke virkelighedsnær, eksperimenterende og undersøgelsesbaseret STEM-undervisning på kommunens skoler. Partnerskabet med LIFE Fonden skal være med til at understøtte kommunens naturfagsstrategi på skoleområdet samt kommunens profil som science city.

Siden september er elever fra skoler på Sjælland dagligt ankommet til det 5.400 m2 store naturfaglige LIFE Campus på Biologiens vej i Lyngby. I det kommende skoleår kommer elever fra Lyngby-Taarbæk Kommune også til at få glæde af de nye avancerede faciliteter i LIFE Campus. Klasser fra Lundtofte Skole, Trongårdsskolen, Lindegårdsskolen og Virum Skole skal i det kommende skoleår arbejde med LIFE Fondens naturfaglige undervisningsforløb, der afsluttes med en skoledag i de højteknologiske undervisningslaboratorier i LIFE Campus.
Det sker som en del af en netop indgået partnerskabsaftale mellem Lyngby-Taarbæk Kommune og LIFE Fonden. Partnerskabet giver kommunens skoler prioriteret adgang til fondens forløb og undervisningslaboratorier, ligesom kommunens lærere får mulighed for at deltage i faglige workshops.

”Det er en stor fornøjelse at se nysgerrige børn og unge undersøge og løse problemer fra virkelighedens verden. Det styrker interessen og engagementet, så de unge får nyttig viden og et godt indblik i naturvidenskaberne. I Lyngby-Taarbæk Kommune ønsker vi at styrke interessen for naturvidenskaberne blandt børn og unge. Kommunens samarbejde med LIFE giver vores børn og unge en enestående mulighed for at lære på en virkelighedsnær og udviklende måde, som kan være helt afgørende for deres uddannelsesvalg. Da kommunalbestyrelsen i sin tid forudsatte at udviklingen af Dyrehavegårds Jorder også skulle være almennyttigt, havde vi naturligvis en ambition om et spændende læringstilbud, men projektets omfang og kaliber, er blevet endnu større og bedre end vi havde drømt om. At se, at det frø der blev sået da jorden blev solgt fra, har vokset sig til et landsdækkende læringstilbud i verdensklasse er noget alle involverede kan være stolte af”, siger borgmester Sofia Osmani.

Partnerskabet styrker naturfagsundervisningen i Lyngby-Taarbæk Kommune Den fælles ambition med partnerskabet mellem Lyngby-Taarbæk Kommune og LIFE Fonden er dels at opnå et højere niveau af naturvidenskabelig almendannelse blandt kommunens børn og unge, dels at øge interesse og motivation for at fordybe sig naturvidenskab og den anvendelse hos kommunens børn og unge, og dels at sikre et stærkere rekrutteringsgrundlag og en stigning i søgningen til STEM-retninger på ungdomsuddannelserne.

Partnerskabet skal bidrage til at løfte kommunens naturfagsstrategi, der har til formål at øge elevernes udbytte af naturfagsundervisningen, særligt med fokus på undersøgelsesbaseret naturfagsundervisning.

”Vi er meget glade for at indgå et partnerskab med Lyngby-Taarbæk Kommune. For det første deler vi samme ambition om at styrke interessen for naturvidenskab og dens anvendelse blandt børn og unge. For det andet vil vi gerne være med til at understøtte kommunens profil som science city ved at gøre naturvidenskab og teknologi virkelighedsnær for kommunens elever. For det tredje bor fonden i kommunen, så det har stor betydning for os at kunne åbne dørene for elever fra skoler i netop Lyngby-Taarbæk Kommune,” fortæller adm. direktør Christine Antorini fra LIFE Fonden.

Lokale virksomheder bidrager til fondens undervisningsforløb Når elever fra kommunen arbejder med undervisningsforløb fra LIFE Fonden, arbejder de undersøgende med aktuelle og virkelighedsnære problemstillinger fra virksomheder og forskningsinstitutioner. Flere af disse har også til huse i kommunen. Eksempelvis er de to undervisningsforløb Enzymjagten til 6. klasse og WeGrow til 8. klasse udviklet i samarbejde med forskere fra Novozymes. Plastmissionen, der henvender sig til 7. klasse, er blandt andet udviklet i samarbejde med forskere fra DTU, og Topsoe har været med til at udvikle Turbovækst til 9.klasse.

Partnerskabssamarbejdet blev formelt indgået fredag den 6. maj, hvor LIFE Fonden inviterede partnerskabskommuner til netværksmøde i LIFE Campus.

Om LIFE Fonden
LIFE Fonden er en ny erhvervsdrivende fond med almennyttigt sigte, der har til formål at højne den naturvidenskabelige dannelse, uddannelse og forskning samt styrke danske børn og unges motivation og interesse for naturvidenskab. LIFE Fonden er støttet af Novo Nordisk Fonden.
LIFE Fonden driver det landsdækkende og almennyttige undervisningsinitiativ LIFE, der udvikler naturfaglige undervisningsforløb til skoler og ungdomsuddannelser. I LIFE Forløb arbejder elever undersøgende med virkelighedsnære samfundsudfordringer, der understøtter FN’s verdensmål. LIFE Forløb er gratis at anvende og uddeles som bevillinger fra LIFE Fonden.
LIFE står for Læring, Idéer, Fascination og Eksperimenter. Læs mere på www.LIFE.dk