Letbanebyggeri ved De Engelske Rækkehuse

På strækningen mellem Engelsborgvej og Christian X’s Alle har vi været i gang med vejombygningen siden starten af oktober. Her ombygger vi i øjeblikket den østlige side og derefter den vestlige side af vejen.

I 2022 fortsætter arbejdet længere sydpå i takt med, at Lyngby-Taarbæk Forsynings arbejde ned mod kommunegrænsen til Gladsaxe bliver afsluttet. Også her skal vejen ombygges, og det vil sige, at arbejdet typisk vil foregå i overfladeniveau og minde om almindeligt vejarbejde. Vi forventer ikke at skulle udføre spunsarbejde eller lignende tungt arbejde. Detaljerne om hvor og hvornår letbanearbejdet udføres her er fortsat under planlægning, og det informerer vi naturligvis nærmere om, når planerne er på plads op til at arbejdet går i gang.

Du kan læse mere om arbejdet i den sydlige del af Lyngby på dinletbane.dk/lyngbysyd, hvor du også kan læse mere om, hvordan det fungerer, når letbanen skal dele spor med vejtrafikken.

30.11.2021

Fodgængertunnelen er åben – byggeriet af letbanetunnelen fortsætter

Fra krydset med Engelsborgvej kører letbanen i østlige side af Buddingevej frem mod viadukten og Lyngby Station. Her er vi fortsat i gang med at bygge letbanens linjeføring og den letbanetunnel, som letbanen skal køre igennem ved siden af viadukten. Her støber vi blandt andet bunden hen mod indkørslen til letbanetunnelen og arbejder på linjeføringen langs Buddingevej i de kommende måneder. Senere går vi i gang med et arbejde ud mod Jernbanepladsen, og det informerer vi nærmere om, inden arbejdet går i gang.

På Lyngby Station har vi afsluttet byggeriet af den nye fodgængertunnel mellem Jernbanepladsen og Lehwaldsvej, og den er nu åben. Det kan du læse mere om her, hvor du også kan se en række billeder fra byggeriet af den. Fodgængertunnelen skal være med til at sikre gode omstigningsforhold mellem letbanen og S-toget – men indtil letbanen åbner, er den et supplement til den eksisterende fodgængertunnel ved Ulrikkenborg Plads.

Læs mere om byggeriet af letbanetunnelen og de andre aktiviteter i området på dinletbane.dk/lyngbystation.

30.11.2021

Station og sporkasser i centrum

På Lyngby Torv har vi bygget den nye cykelsti og det nye fortov langs butikkerne på letbane-siden af torvet. Samtidig er de sporkasser, som letbanens skinner skal monteres i, lagt. Skinnerillerne i sporkasserne er beklædt med en dug og midlertidigt fyldt ud med asfalt, sådan at området kan være åbent og man kan færdes på sporkasserne indtil arbejdet fortsætter. Arbejdet med at anlægge nyt fortov og cykelsti ned mod Lyngby Hovedgade fortsætter lidt endnu.

På Klampenborgvej i centrum af Lyngby er vi fortsat i gang med at bygge fundamenterne til den kommende letbanestation, Lyngby Centrum. Andre steder i området er vi i gang med at udskifte jord med celleglas, ligesom enkelte ledningsomlægninger er i gang her sideløbende med vores arbejde. Frem til starten af det nye år har vi etableret en fodgængerpassage, som du som gående kan bruge til at krydse arbejdsarealet mellem Magasin / Johannes Fogs Plads og Lyngby Storcenter. Så kan du lettere bevæge dig rundt mellem de gode juletilbud i butikkerne i centrum af Lyngby.

Du kan læse mere om arbejdet på torvet og i centrum af Lyngby på dinletbane.dk/lyngbycentrum. Her kan du også læse mere om området, som i fremtiden vil være forbeholdt fodgængere, cyklister og kollektiv transport – og byliv.

30.11.2021

Vi forstærker Nærumbanen og ombygger Klampenborgvej

Mellem Kanalvej og Firskovvej krydser Nærumbanen Klampenborgvej på en bro. I fremtiden kommer letbanen til at køre under broen, og derfor er vi i gang med at ombygge vejen og forstærke fundamentet ved broen. Det betyder, at Klampenborgvej mellem Kanalvej og Firskovvej er lukket for vejtrafik – som cyklist eller fodgænger kan du fortsat passere.

På Klampenborgvej ud af byen er vi også fortsat i gang med at ombygge vejen. I øjeblikket foregår arbejdet på den nordlige side af vejen, og det er her letbanen kommer til at køre, når den åbner i 2025. Samtidig gør vi klar til at bygge Fortunbyen Station, som kommer til at ligge umiddelbart før Circle K-tankstationen ved Lundtoftegårdsvej.

Læs mere om begge arbejder på dinletbane.dk/klampenborgvej.

30.11.2021

Lundtoftegårdsvej bliver bredere

Sidst på sommeren gik arbejdet i gang med at ombygge Lundtoftegårdsvej, og det fortsætter hen over vinteren. Hvis du har været forbi området for nylig, har du sikkert set, at vi har sat nye kantsten inde på området mod motorvejen. Det giver en ide om, hvor vejen kommer til at være i fremtiden. Ved at udvide vejen ud mod motorvejen bliver der plads til, at letbanen kan køre i den modsatte side. I de kommende måneder fortsætter arbejdet med at ombygge vejen på den sydlige del af Lundtoftegårdsvej.

Endelig er vi gået i gang med at bygge letbanens linjeføring i det frie område mellem Lundtoftegårdsvej og motorvejen fra Anker Engelunds Vej og frem til endestationen. Her kommer letbanen til at køre i området mellem Lundtoftegårdsvej og motorvejen.

Du kan følge byggeriet omkring Fortunbyen, DTU og Lundtofte på dinletbane.dk/lundtofte.

Hvad betyder det for dig der færdes i området

Vi kan desværre ikke undgå, at letbanearbejdet påvirker trafikken i og omkring Lyngby – det beklager vi. På vores hjemmeside, dinletbane.dk/trafik, har vi samlet overblikket over, hvor du kan holde dig orienteret om den aktuelle trafiksituation – uanset om du er gående. cyklist, bilist – eller rejser med kollektiv transport. Følg skiltningen i området og husk at passe godt på byggearbejderne og hinanden, mens arbejdet står på.

Mød os til en kop kaffe den 2. december

På torsdag den 2. december står vi igen klar med en god kop kaffe. Denne gang står vi ved Christianskirken nær krydset mellem Buddingevej og Christian X’s Alle. Vi glæder os til at se jer på torsdag mellem 15.30 og 18.00. Læs mere her.

Følg byggeriet

Husk at du altid kan følge byggeriet på dinletbane.dk/lyngby. Her kan du se på kortet, hvor vi arbejdet i øjeblikket, og du kan klikke dig videre til nærmere information om de enkelte arbejder, arbejdstider og byggeaktiviteter. Du kan også læse meget mere om letbanen og dens betydning for området langs Ring 3.