I juni går letbanearbejdet i centrum af Lyngby ind i en ny fase. Her går vores entreprenør, Per Aarsleff A/S, i gang med at ombygge den del af Klampenborgvej, som ligger imellem Magasin og Lyngby Storcenter – fra Lyngby Hovedgade til Kanalvej. Senere udvides arbejdsområdet frem til Firskovvej.

Byliv i centrum
Når letbanen åbner i 2025 vil Klampenborgvej i centrum af Lyngby være forbeholdt fodgængere, cyklister og kollektiv transport og dermed få mere plads til liv med mindre trafik. Det betyder, at når vi fra midten af juni lukker Klampenborgvej for al kørende trafik i forbindelse med letbanearbejdet, er det kun den kollektive trafik, der får plads når vejen åbner igen – sammen med cyklister og fodgængere.

Hvad betyder arbejdet for dig som færdes i centrum?
Når anlægsarbejdet går i gang, vil Klampenborgvej blive indhegnet som arbejdsplads og lukket for gennemkørende vejtrafik. I første omgang lukker vi området fra Lyngby Hovedgade og frem til Kanalvej, men fra juli lukkes også strækningen mellem Kanalvej og Firskovvej, så vi kan udføre et arbejde ved broen med Nærumbanen. I den forbindelse vil krydset med Kanalvej dog fortsat være åbent på tværs af Klampenborgvej, som det fremgår af kortet, som du kan se på vores hjemmeside .

Du vil stadig kunne passere arbejdsområdet som fodgænger og cyklist, og du vil stadig kunne komme til og fra butikkerne ad fortovet. Cykelruten igennem centrum kan ændre sig lidt undervejs, så hold altid øje med skiltningen omkring arbejdspladsen.

Arbejdet betyder også, at de busser, som normalt kører ad Klampenborgvej igennem centrum, bliver omlagt. Derfor er det en god ide at tjekke, hvordan arbejdet påvirker din busrejse på dinoffentligetransport.dk eller via rejseplanen.dk , inden du tager afsted.

Hvis du kommer i bil til centrum, vil du stadig kunne benytte parkeringskælderen under storcentret som hidtil. Følg de elektroniske henvisningsskilte, som viser antallet af ledige parkeringspladser rundt om i byen. Hvis du skal igennem centrum, kan du i stedet benytte omkørslen via Jernbanevej, Lyngby Hovedgade, Toftebæksvej og Sorgenfrigårdsvej – eller Lyngby Hovedgade, Nørgaardsvej og Firskovvej. På vores hjemmeside kan du se et kort , hvor vi har indtegnet omkørselsruterne, men husk altid at følge skiltene på stedet.

Som vi tidligere har oplyst, vil trafikken igennem viadukten ligeledes blive begrænset til fodgængere, cyklister og busser senere i juni. Dette informerer vi nærmere om i den kommende tid.

På vores hjemmeside, dinletbane.dk/trafik , har vi samlet overblikket over, hvor du kan finde information om den aktuelle trafiksituation, uanset om du er gående, cyklist, bilist eller rejser med kollektiv transport.

Hvad betyder arbejdet for dig der bor tæt ved byggepladsen?
Anlægsarbejdet i centrum af Lyngby udføres inden for almindelig arbejdstid på hverdage mellem kl. 7 og 18. Her vil du kunne opleve arbejde med entreprenørmaskiner, som f.eks. gravemaskiner, samt arbejdskørsel til og fra området. Arbejdet vil foregå i forskellige faser og del-områder frem til sommeren 2022.

Vi og vores entreprenør beklager de gener, arbejdet kan give.