Jul som i de gamle dage

Fra den 4.-19. december breder julestemningen sig på Frilandsmuseet, hvor møllerne maler, brændekomfurerne buldrer, drillenissen driller og de gamle gårde er blevet pyntet til højtiden.

Jul på Frilandsmuseet I december kan du gå på opdagelse i Frilandsmuseets mange huse og gårde og få et indblik i, hvordan julen blev fejret i de gamle dage. Ved husene kan du møde museumsnisser, der fortæller om juletraditioner i de forskellige egne og samfundslag. Kom også med indenfor og se de smukke juletræer, der bugner af historisk julepynt fra museets enestående samling og nyd julemagien når træerne lyser op i vintermørket. Du kan også lave julepynt til dit eget hjem. Ved udvalgte huse vil der også være mulighed for at lave julepynt med halm, juleklip, farve julelys eller lave nisser af asketræ.

Smag på julen Kom med indenfor i Stenstrup og lav din egen klejne og se den syde i ildstedets gryde og hils på bondekonen, der plukker årets julegås. Der er også travlt på herregården, hvor duften spreder sig fra brændekomfuret, når der bliver bagt traditionelle julesmåkager med de yngste gæsters hjælp. Her kan du følge med i juleforberedelserne, se det fine julebord og hvis du er heldig, bliver du budt på smagsprøver, inden du går videre.

I museets madboder spreder duften af julegodter sig også. Her kan sulten blive stillet med risengrød, æbleflæsk og en saftig økologisk flæskestegssandwich eller varme hænderne på en kop varm kakao eller glögg. Gæster med en sød tand kan også glæde sig til småkager, honningkager og æbleskiver.

Ingen jul uden drillenissen For mange familier er det efterhånden blevet tradition at starte julen med at opleve det gratis teaterstykke Drillenissen. Drillenissen er blevet spillet i over 15 år af den samme gæve nisse, der huserer på gården fra Lundager og gør alt for at få sin velfortjente risengrød af den tarvelige bondemand. Teaterstykket er for hele familien og det kan få selv den mest juletrætte type til at trække på smilebåndet og juleglade børn til at bryde sammen af grin.

 

Afmeld udsendelser