Nu står påsken for døren, og vejret synes at vise sig fra sin bedste side de næste mange dage, så jeg har grund til at fornemme en vis optimisme for fremtiden. Vi får flere muligheder for samvær udendørs efter påske, og helt aktuelt for Salonerne, er vi nu stillet i udsigt, at kunne åbne disse aktiviteter indendørs fra den 6. maj 2021.

Det betyder så desværre, at jeg endnu engang må flytte de planlagte Saloner i april måned til senere på året, til gengæld kan jeg præsentere nye Salon tilbud i maj måned som beskrevet nedenfor. Alle personer, der er tilmeldt de flyttede Saloner har fået besked om nye datoer, og jeg vil gerne sige tak for, at I stadig ønsker at fastholde jeres billetter og dermed er med på rejsen tilbage til de kendte Saloner med hygge, stemning og god mad.

Da det endnu er uklart hvor mange, vi må forsamles, og hvordan vi må forsamles, kan jeg ikke sige om det bliver ved borde eller på stolerækker, men jeg vil gøre alt for, at gæsterne får en god oplevelse. Da det er et påkrav fra regeringen, at der skal fremvises corona-pas eller negativ corona-test, vil jeg også sørge for, at dette vil foregå gnidningsfrit efter forskrifterne.

Under alle omstændigheder byder maj måned på 3 spændende Saloner, og jeg har et håb om, at kunne byde nye såvel som tidligere gæster velkommen på både Frilandsmuseets Restaurant i Kgs. Lyngby og Restaurant Lerbækgaard i Hørsholm til disse Saloner.

Rigtig God Påske
Birgit Hald

Salon: EN VANDRING PÅ CAMINOEN v/Ib Larsen og Eli Lykke

“Vi køber en flybillet, og lander på det sted vi har besluttet at starte vores pilgrimsvandring. Når vi har brugt 3 uger, så tager vi tog eller bus tilbage til lufthavnen som det nu passer med sted og tid, og rejser hjem. Det er alt hvad vi planlægger, resten kommer som det kommer”.

TORSDAG DEN 6. MAJ 2021 KL. 17.30 – 20.00
LOKATION: FRILANDSMUSEETS RESTAURANT – KGS. LYNGBY

Salon: GIDSELFORHANDLING – BAG LINJERNE v/Jack Bohr-Christensen

Se frem til 2 timers intens fortælling, og få indblik i hvad, der foregår bag linjerne i en gidselsag.

Med mere end 15 afsluttede gidselsager, og erfaringer fra håndtering af mange organisationer og familier i dyb krise, giver gidselforhandler og kriserådgiver Jack Bohr-Christensen os indsigt i en helt ukendt verden.

En spændende aften, der hurtigt bliver udsolgt.

MANDAG DEN 17. MAJ 2021 KL. 17.30 – 20.00
LOKATION: LERBÆKGAARD RESTAURANT – HØRSHOLM

Salon: HORSERØDLEJRENS HISTORIE 1917 – 2021

Anders Wejrup, tidl. direktør for Nordisk Fjer koncernen, fortæller om Horserød Statsfængsel gennem mere end 100 år, om livets gang inden og uden for murene, og om lejrens betydning og tråde tilbage til 1. og 2. verdenskrig.

Fortællingen krydres med udvalgte beretninger og oplevelser fra dagligdagen i et åbent fængsel – på godt og ondt.

Et meget interessant indblik i en ellers lukket verden.

TORSDAG DEN 27. MAJ 2021 KL. 17.30 – 20.00
LOKATION: FRILANDSMUSEETS RESTAURANT – KGS. LYNGBY