Kære Venner af Frivilligcenter & Selvhjælp Lyngby-Taarbæk
 
Sommeren er over os. KreaCaféen, Gå- og Træningsgrupperne og medarbejderne i Frivilligcenteret holder ferie i juli måned. Til gengæld holder vi åbent i Havecaféen med hygge, livsfortællinger og frivillighed samt gratis te og kaffe i Frivilligcentrets dejlige have på Rustenborgvej 2A alle tirsdage og fredage fra kl. 10 – 12.00 fra tirsdag d. 20. juli 2021. Caféen er åben for alle – og vi aflyser kun i tilfælde af massive regnbyger. Foreningerne er velkomne til at kigge ned og fortælle lidt om deres arbejde og aktiviteter. Tak til Kommunalbestyrelsen for den gavmilde bevilling, samt til Johannes og Niels-Erik for at montere, slibe og oliere de nyindkøbte bord-og-bænkesæt til Havecaféens åbning.
 
Til august byder vi velkommen til et nyt projekt om Unge & Sorg med afsæt i en åben sorgcafé og et gruppeforløb for og af unge i samarbejde med Rudersdal Frivilligcenter. Fra september indleder vi et samarbejde om attraktive kurser til frivillige i samarbejde med frivilligcentre i hele Nordsjælland. Kurserne vil blive afholdt i Frivilligcenter Hillerød. Kursusbeskrivelser og tilmelding til kurserne annonceres primo august, så hold jer klar ved tasterne! Der vil der være en mindre deltagerbetaling på 75 kr. halvdags- og 150 kr. på heldagskurser.
 
FRIVILLIG FREDAG fejres fredag d. 24. september 2021 – under temaet ” Lokale Stemmer”. I år vil fejringen tage afsæt i en række forskellige platforme rundt i kommunen. Herunder Templet, Medborgerhuset i Lundtofte, Røde Kors på Kongevejen i Virum m. fl. Frivilligcentret vil blive forvandlet til et workshop-hus hvor nysgerrige borgere kan deltage i foreningernes introduktioner/workshops/aktiviteter gennem hele fredag d. 24. september – søndag d. 26. september. Søndag eftermiddag slutter vi af med et stort arrangement på Lindegården med oplæg om ” Værdien af Frivillige Fællesskaber” v. Preben Astrup, konsulent i DIF & ekstern lektor ved Aarhus Universitet efterfulgt af en debat om ”Frivillighedens rolle i Lyngby-Taarbæk”, hvor vi håber frivillige, foreninger og kommunalpolitikere ønsker at deltage. Information følger – Sæt endelig kryds i kalenderen!
 
Trine Bøgh Barnholdt fra Fritid har opfordret mig til at offentliggøre nyheden om en ny pulje til fællesskabsfremmende aktiviteter. Foreninger og andre kan søge om optil 5.000 kr. Læs mere her.
 
Med ønsker om en herlig sommer og et snarligt gensyn i Frivilligcentret!
 
Med venlig hilsen
 
Charlotte Poort