Vil du sætte karrierelæring på skemaet i din scienceklasse? Har du brug for alternativt input til den online undervisning? Eller har du elever, der er interesserede i en uddannelse inden for STEM? Online Åbent Hus på DTU er et tilbud, som unge kan deltage i enten enkeltvis eller sammen med deres klasse – og I kan deltage enten sammen på gymnasiet eller hjemmefra.
Åbent hus på DTU: Foto: DTU

Vi arbejder på højtryk for at sammensætte et inspirerende program, der med omdrejningspunkt i oplæg, interviews, quizzer, online dialog m.m. klæder unge med interesse for science og teknologi på til at træffe et studievalg. Online Åbent Hus er ikke kun studieinformation men også en god mulighed for at få et indblik i, hvad teknologi er, og hvad det kan bruges til. Dele af programmet vil kunne kobles sammen med fagundervisningen på gymnasiet før og/eller efter Online Åbent Hus.

Program

Online Åbent Hus finder sted den 4. marts kl. 8.30 – 20.00; programmet kl. 8.30 – 15.00 henvender sig særligt til gymnasier. Formiddagens program er fælles for alle og vil indeholde inspiration til unge med interesse for science, teknologi, matematik, bæredygtighed – uanset om de går i 3.g og i gang med at vælge uddannelse, eller om de går i 1. eller 2.g og gør sig mere generelle tanker om videregående uddannelse. Om eftermiddagen præsenterer vi DTU’s uddannelsesretninger, og den enkelte planlægger selv sit program ud fra egne interesser. De to dele supplerer hinanden, men det er muligt at deltage i kun én af delene.

  • 8.30 – 11.30   Introduktion til ingeniørens arbejde med science og teknologi, faglige oplæg, interviews med studerende, introduktion til uddannelserne på DTU m.m. – fælles program med inspiration, viden og overblik (denne del af programmet vil blive optaget og være tilgængelig efterfølgende).
  • 12.00 – 15.00  Præsentation af DTU’s mere end 30 forskellige uddannelsesretninger og mulighed for dialog med studerende – vælg selv efter interesse (denne del af programmet gentages live den 4. & 11. marts kl. 17.00 – 20.00)

Se programmet i detaljer på aabenthus.dtu.dk fra 1. februar.

Deltagelse & tilmelding

Alle interesserede kan deltage i Online Åbent Hus. For det størst mulige udbytte anbefaler vi tilmelding til arrangementet. Tilmeldte vil op til Online Åbent Hus modtage input vedr. programmet, sådan at de er bedst muligt forberedt. Tilmelding finder sted på aabenthus.dtu.dk fra 1. februar.