Stien over viadukten i Lyngby er nu igen åben for fodgængere og cyklister. Dermed er det atter muligt at krydse Buddingevej ved viadukten uden at skulle ned på Buddingevej, hvor Lyngby-Taarbæk Forsyning er i gang med ledningsomlægninger forud for letbanebyggeriet.
Stien blev lukket midlertidigt i sommeren 2019 for at give plads til byggeriet af en ny tunnel til letbanen samt en ny fodgængertunnel under sporene på Lyngby Station.
De to tunneler er nu bygget under jorden, og i øjeblikket støber vi vægge og gulv inde i den udgravede fodgængertunnel samt etablerer trapper op til perronerne og op mod Lehwaldsvej.
Senere skal også letbanetunnelen udgraves og bygges færdig. Det sker i forbindelse med, at Buddingevej udvides fra krydset med Engelsborgvej og ned mod viadukten. Dette arbejde forventes at starte i løbet af efteråret 2020, når de igangværende ledningsomlægninger er afsluttet.
Du kan altid følge byggeriet på vores hjemmeside, dinletbane.dk/lyngby, hvor du løbende kan følge med i, hvilke anlægsarbejder, Hovedstadens Letbane er i gang med i dit område.
Husk, at du finder information om trafikken i dit område samme sted, som du normalt finder trafikinformation. Se mere på vores hjemmeside, dinletbane.dk/trafik.
Hvis du har spørgsmål til letbanebyggeriet, er du altid velkommen til at kontakte os på info@dinletbane.dk eller 72 42 45 00.
Venlige hilsner
Hovedstadens Letbane