Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2020/08/10-2020/08/18.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Unge med legetøjsvåben vakte bekymring

Kgs. Lyngby: En gruppe unge drenge vakte mandag ved middagstid bekymring blandt nogle borgere, hvor de blev set gå rundt med en automatriffel i kvarteret omkring Hollandsvej. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor det vidste sig, at der var tale om legetøjsvåben. De unge blev kraftigt formanet om det uhensigtsmæssige i at gå rundt med den form for legetøj på gader og stræder.

Taget for butikstyveri

Kgs. Lyngby: En 43-årig mand fra Hvidovre blev søndag eftermiddag klokken 16.46 sigtet for butikstyveri. Manden havde stjålet to par shorts fra Magasin og havde forladt butikken uden at betale.

Færdselsuheld, Lyngby

Klokken 12.20 skete der et solofærdselsuheld på Helsingørmotorvejen i sydgående retning cirka 25 meter nord for motorvejsbroen Rævehøjvej. Her mistede en 74-årig kvindelig bilist fra Gentofte af ukendte årsager kontrollen over sin personbil, hvorefter hun påkørte autoværnets begyndelse mellem 1. vognbane og buslommen, inden hun krydsede alle tre vognbaner, inden hun sluttelig påkørte autoværnet i midterrabatten. Der skete ingen personskade ved færdselsuheldet, men i en kort periode måtte den øvrige trafik ledes gennem buslommen.

Færdselsuheld, Virum

Klokken 06.37 skete der et færdselsuheld på Virumvej i krydset ved Fuglsangvej, da en 32-årig kvindelig cyklist fra Lyngby blev påkørt af en 22-årig mandlig bilist fra Virum i forbindelse med en vigepligtsforseelse. Der skete ikke umiddelbart større personskade, men cyklisten fik nogle knubs og blev kørt til tjek på hospitalet med ambulance.

Tricktyv på spil

Kgs. Lyngby: En tricktyv måtte gå med uforrettet sag efter hun onsdag eftermiddag havde ringet på hos en 99-årig kvinde på Bredebovej. Her udgav kvinden sig for at være fra hjemmeplejen og spurgte om beboeren kunne veksle nogen penge. Men da den 99-årige sagde, at hun ingen penge havde, gik kvinden fra stedet. Hun beskrives som dansk af udseende, 20-25 år, 160-165 cm høj og almindelig af bygning, hvid i huden, dansktalende, iført sort kasket og store solbriller.

Stenkast var stenslag

Kgs. Lyngby: Helsingørmotorvejen blev tirsdag morgen klokken 09.42 spærret i sydgående retning ved Rævehøjvej, da en mandlig bilist anmeldte, at han var blevet udkast for stemkast fra en motorvejsbro. Området blev undersøgt, men intet tydede på, at der var tale om andet end en stenslag fra vejen og strækningen blev efterfølgende åbnet for trafik igen.