Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2020/06/29-2020/07/07.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Forsøg på brugstyveri, Lyngby

Klokken 08.22 anmeldte et vidne, at en mand stod og forsøgte at klippe en lås over, som sad på en el-scooter på Sorgenfrigårdsvej. En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 57-årig mand fra området sad på el-scooteren, ligesom der rundt om el-scooteren lå værktøj, der kunne benyttes til at bide en lås over.

Den 57-årige blev derfor sigtet for forsøg på brugstyveri, ligesom han blev taget med til afhøring på politistationen, da han var søgt til afhøring i en indbrudssag.

Butikstyveri, Lyngby

Klokken 15.42 blev det anmeldt, at en mand havde forsøgt at stjæle to hårtrimmere i Føtex til en samlet værdi af 698 kroner. Da manden var udenlandsk statsborger. blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 56-årig mand blev sigtet for butikstyveri.

Ung kvinde svært forbrændt i forbindelse med rengøring af badeværelse, Kgs. Lyngby

Klokken 18.31 indløb der anmeldelse om, at en 24-årig kvinde var blevet svært forbrændt på hele kroppen i forbindelse med, at der ved rengøring af et badeværelse på hendes bopæl på Lundtofte Skolestræde opstod brand. Kvinden blev kørt med ambulance til Rigshospitalet, hvor hun senere afgik ved døden af sine skader.

Nordsjællands Politi arbejder ud fra en teori om, at branden er opstået i forbindelse med, at kvinden benyttede et rengøringsmiddel indeholdende Ethanol samtidig med, at hun røg en cigaret. Hændelsen betragtes derfor som en ulykke.

Færdselsuheld, Lyngby

Klokken 11.46 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld, idet en bil og en cykel var kørt sammen. En bil ført af en 64-årig kvinde fra Græsted kørte mod nordvest af Lyngbyvej, og da hun drejede til højre af Søbredden påkørte hun en 44-årig mandlig cyklist, der blev kørt til kontrol på skadestuen. Den 64-årige kvinde blev efterfølgende sigtet efter færdselslovens bestemmelser om ikke at have udvist tilstrækkelig agtpågivenhed.

Tricktyverier, Humlebæk, Helsingør, Holte, Dyssegård og Virum

Onsdag indløb der fire nogenlunde enslydende anmeldelser om tricktyverier, hvor en mand havde stjålet smartphones fra forskellige skønhedssaloner.

Klokken 14.57 anmeldte en 35-årig kvinde, at en mand kort forinden havde været inde i Enigma Hair i Humlebæk og fremvise en seddel med nogle spanske gloser på, imens han havde sagt “maling, maling”. Da han efterfølgende havde forladt stedet, opdagede anmelderen, at en smartphone, der havde ligget på et bord, nu var væk.

Klokken 15.17 indløb der en lignende anmeldelse fra Nail Palace i Helsingør, og det er nærliggende at tro, at gerningsmanden er den samme som i ovenstående hændelse fra Humlebæk. Gerningstidspunktet var i dette tilfælde klokken 15.10.

Klokken 16.36 blev det også anmeldt fra Munja Wellness i Holte, at en mand netop havde været inde og stjæle en smartphone ved brug af samme trick.

Klokken 17.35 blev det anmeldt, at samme fremgangsmåde var blevet benyttet klokken 14.00 i Salon Tina-P på Søborg Hovedgade, hvor udbyttet var en smartphone, og klokken 21.26 blev det ligeledes anmeldt, at en mand havde været forbi Hairstyle i Virum klokken 17, og også her manglede der en smartphone, efter hans besøg.

Manden beskrives af vidnerne som:
Mand. Udenlandsk af udseende. 25-35 år. 175-185 cm. Kropsbygning: Spinkel til almindelig. Hudfarve: Brun. Hårlængde: Kort. Yderligere kendetegn: Overskæg og skægstubbe på halsen. Talte: Engelsk samt spansk eller portugisisk.

I besiddelse af hampeplanter og kontanter, Kgs. Lyngby

En patrulje var klokken 17.07 forbi en adresse på Lundtoftegårdsvej, hvor de ved ransagning fandt en større mængde hampeplanter og hash samt et større beløb i kontanter. Boligens ejer, en 42-årig mand, blev på den baggrund anholdt og sigtet for forholdene.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

På Klampenborgvej ved Enghavevej skete der klokken 19.39 et solofærdselsuheld, da en 23-årig mandlig motorcyklist fra Charlottenlund mistede herredømmet over sin motorcykel og påkørte et autoværn. Der slet ikke umiddelbart større personskade ved uheldet, men den 23-årige blev for en sikkerheds skyld kørt til tjek på hospitalet med ambulance.

Ved uheldet skete der et større dieselspild, hvorfor brandvæsnet blev rekvireret til oprydning deraf.

Brand i bil, Kgs. Lyngby

Der indløb klokken 02.31 anmeldelse om en bil i brand ved Lundtofteparken. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor slukningsarbejdet af branden i bilens motorrum blev igangsat.

Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ukendt.

Trusler mod personale i supermarked, Værløse
Klokken 11.31 indløb der anmeldelse om, at en mand havde forsøgt at stjæle øl i Fakta i Bymidten, og at han i den forbindelse havde fremsagt trusler mod personalet. En patrulje kørte til stedet, hvor manden, en 45-årig fra Værløse, blev sigtet for at have fremsat trusler på livet.

Cyklist påkørt, Kgs. Lyngby

Klokken 14.32 skete der et færdselsuheld på Sorgenfrigårdsvej ved Nørregade, idet en cyklist blev påkørt af en bil. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større materiel- eller personskade, men cyklisten, en 73-årig mand fra Virum, blev efterfølgende kørt på hospitalet, idet han klagede over smerter i sin ene skulder.

Færdselsuheld, Veksø

Klokken 17.38 skete der et færdselsuheld med to motorcykler og en bil på Spydbakken ved Søsum. Her kom de to motorcyklister kørende ind i et sving, hvor den ene, en 19-årig kvindelig motorcyklist fra Virum, påkørte en 54-årig kvindelig bilist fra Roskilde, som kom kørende i modsatte vejbane. Herefter påkørte den anden motorcyklist, en 33-årig mand fra Helsinge, den anden motorcykel og væltede.

Der skete ved uheldet stor materiel skade, og de to motorcyklister klagede efterfølgende begge over smerter og blev derfor kørt med ambulance til hospitalet.

Trusler mod parkeringsvagt, Kgs. Lyngby

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 19.42, blev en parkeringsvagt klokken 18.50 truet af en mand, som i første omgang havde spurgt ind til en afgift, parkeringsvagten netop havde udskrevet til en parkeret bil i parkeringshuset ved Magasin. Da parkeringsvagten forklarede årsagen til afgiften, blev manden sur og truede parkeringsvagten, inden han forsvandt fra stedet.

Vold, Kgs. Lyngby

Klokken 21.52 anmeldte en 19-årig kvinde fra Valby, at en mand kort forinden var cyklet forbi hende for enden af Nybrovej ved et busstoppested og i den forbindelse havde slået hende i baghovedet med flad hånd og råbt ukvemsord efter hende.

Manden beskrives som: dansk af udseende, 40-45 år, almindelig af bygning, hvid i huden, med kort gråt hår og gråt skæg. Iført sort jakke og lange sorte bukser. Talte dansk. Medbragte sort herrecykel.

Indbrud på bibliotek, Kgs. Lyngby

Klokken 03.27 var der indbrud på Lyngby Bibliotek. Gerningsmændene kom ind på ukendt vis og skaffede sig adgang til et aflåst rum på stedet. Der er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ingen oplysninger om eventuelle stjålne genstande.