Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2020/01/20-2020/01/28.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Elværktøj stjålet

Kgs. Lyngby: Fra en byggeplads på Diplomvej, er der mellem fredag klokken 17.00 og mandag klokken 05.45 sjålet elværktøj. Værktøjet var i nogle aflåste kasser i en bygning, der var under opførelse og derfor ulåst. Også fra en byggeplads på Jernbanebakken er der stjålet elværktøj samt andet værktøj. Her har gerningsmanden brudt en mandskabsvogn op og fundet nøglen til den container, hvor værktøjet lå. Dette tyveri er sket mellem fredag klokken 14.00 og mandag klokken 07.00.

Spiritus stjålet

Kgs. Lyngby: To kasser med spiritus blev mellem klokken 03.54 og 04.00 stjålet fra Irma på Stengårds Allé. Gerningsmændene har formentlig brudt en dør op for at skaffe sig adgang til forretningen. De beskrives ud fra overvågning på stedet som: A: Mand, almindelig af bygning, iført sort hættetrøje med hvidt logo på venstre bryst og hvid stribe langs begge ærmer, sorte bukser med grå stribe ned langs ydersiden af benet, sorte sko med gråt Nike-logo på ydersiden af vristen. B: Mand, almindelig af bygning, iført sort hættetrøje/jakke og blå elefanthue, grå/sorte handsker. Indbruddet blev anmeldt mandag klokken 09.34.

Spritbilist standset

Kgs. Lyngby: En 39-årig udenlandsk mand blev mandag aften klokken 20.56 standset, da han kom kørende ad Christian X’s Allé. Her viste en alkometertest, at hans promille var væsentligt over den tilladte, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel og taget med på hospitalet, hvor en blodprøve skal fastlægge hans nøjagtige promille.

Cigaretter stjålet

Kgs. Lyngby: Ved et indbrud i Fakta er der mellem klokken 22.05 mandag aften og klokken 03.30 natten til tirsdag stjålet et større antal kartoner cigaretter. Gerningsmændene er formentlig kommet ind ved at bryde hoveddøren til forretningen op. På overvågningen fra stedet ses to personer, der beskrives som A: almindelig af bygning, iført sorte sko med hvid sål samt sorte bukser og hættetrøje. B: almindelig af bygning, iført sorte sko, bukser og hættetrøje med hvide firkanter på venstre underarm samt hvid streg om venstre skulder.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 27. – 28. januar 2020

Tyveri af taske, Holte

Klokken 15.12 anmeldte en 67-årig kvinde fra Virum, at hendes taske var blevet stjålet fra hende imellem klokken 13.50 og 15.12. Tasken havde ligget under kvindens bord, imens hun havde spist frokost i Holte Midtpunkt, og da hun skulle bruge den, var den væk.

Brand, Gentofte

Klokken 17.29 indløb der anmeldelse om brand i et hus på Springbanen. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at der var sket røgudvikling fra en madras, som formentig var blevet antændt. En 17-årig ung mand med relation til bopælen kom kort efter til stedet og meldte sig selv, og han blev derfor anholdt og sigtet for fortsætlig brandstiftelse. En af husets beboere, en 60-årig mand, blev kørt på hospitalet for behandling for røgforgiftning.

Den 17-årige fremstilles mandag klokken 14.30 i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby.

Butikstyveri, Kongens Lyngby

Klokken 10.04 anmeldte personalet fra Johannes Fog Trælast, at de tilbageholdte en butikstyv, der havde forsøgt at stjæle et par bukser til en værdi af 1.248 kroner. Da butikstyven var udenlandsk statsborger, blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 28-årig polsk mand blev sigtet for forholdet.

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

Klokken 15.35 blev en 14-årig dreng fra lokalområdet stoppet i Magasin, da han havde stjålet en kasket fra butikken. Grundet drengens unge alder kørte en patrulje kørte til stedet, hvor de fik en alvorlig snak med ham, ligesom de også tog kontakt til drengens forældre samt de sociale myndigheder.

Kemisk forsøg aktiverede brandalarmer, Kgs. Lyngby

Klokken 17.16 indløb der anmeldelse om, at der på Haldor Topsøe ved et kemisk forsøg var sket en kemisk reaktion i nogle beholdere med svovlsyre og svovltrioxid. Reaktionen forårsagede stor varme, hvilket aktiverede brandalarmerne på stedet. Politi og brandvæsen kørte dertil, hvor det kunne konstateres, at der ikke var sket nogen personskade ved hændelsen, og at der heller ikke var fare for spredning af indholdet.

Brandvæsenet fik beholderne kølet ned, således at trykket i dem faldt, og omkring klokken 18.30 kunne afspærringerne på stedet ophæves.

Indbrud i forretning, Kgs. Lyngby

Klokken 01.36 indløb der anmeldelse om, at der muligvis var indbrud i Skumbutikken på Lyngby Hovedgade. En patrulje kørte til stedet, hvor de kunne konstatere, at der var knust en rude på stedet. Der er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ingen oplysninger om eventuelle stjålne genstande.

Tyveri fra byggeplads, Kgs. Lyngby

En anmelder ringede klokken 03.26 og oplyste, at han netop havde set to personer stjæle et svejsesæt på hjul fra en byggeplads ved Lundtoftegårdsvej/Anker Engelunds Vej, hvorefter de var løbet fra stedet, men nu var tilbage igen. Patruljer kørte til stedet, hvor de udfandt svejsesættet og fik kontakt til to personer, en 24-årig mand fra København og en 21-årig mand fra Valby, som svarede til gerningsmændenes beskrivelse. De blev derfor anholdt og sigtet for tyveri fra byggepladsen.

Computer stjålet fra bil

Kgs. Lyngby: Fra en Renault, som holdt parkeret på Firskovvej, er der mellem klokken 15.15 og 17.15 onsdag eftermiddag stjålet en skoletaske med en computer. Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse en siderude.

Tøj og telefon stjålet fra bil

Kgs. Lyngby: Fra en BMW, som holdt parkeret på Ulrikkenborg Plads, er der mellem klokken 17.30 og 20.30 blevet stjålet jakkesæt, træningstøj samt en mobiltelefon. Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse en siderude.

Røg i køkkenet

Kgs. Lyngby: En pakke smør på en tændt kogeplade gav onsdag aften klokken 23.45 røg i køkkenet i en lejlighed på Jægersborgvej. Brandvæsenet kom til stedet og kunne konstatere, at ilden var slukket og, at ingen var kommet til skade.

Butikstyveri, Lyngby

Klokken 15.19 anmeldte personalet fra Magasin, at de havde pågrebet en butikstyv, der havde forsøgt at stjæle en t-shirt og en bluse. Da butikstyven var udenlandsk statsborger, blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 24-årig mand blev sigtet for forholdet.

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

Klokken 20.55 indløb der anmeldelse om, at en mand klokken 20.09 var gået fra Shell på Nybrovej uden at betale for to Oddset-kuponer. Ekspedienten var optaget af noget andet og opdagede først, da manden var gået, at han ikke havde betalt for de to kuponer.

Manden beskrives som: dansk af udseende, 40-45 år, ca. 180 cm, kraftig af bygning, hvid i huden og skaldet eller kronraget. Iført sort vest. Talte dansk.

Taske med pc stjålet fra bil

Kgs. Lyngby: Fra en Renault Clio, der holdt parkeret på Jernbanepladsen, er der mellem klokken 17.45 og 19.20 mandag aften stjålet en taske med en bærbar computer. Tyven har knust en siderude for at skaffe sig adgang til bilen.

Overraskede indbrudstyve

Kgs. Lyngby: En 42-årig kvinde overraskede mandag aften klokken 20.53 tre indbrudstyve i sin lejlighed på Dronningens Vænge. Mændene havde knust en rude for at komme ind i lejligheden og kvinden traf dem i gangen, hvorefter de løb fra stedet. Den 42-årige ringede straks til politiet, som kørte til adressen og rundt i det omrkingliggende område i et forsøg på at finde mændene, som dog var forsvundet. De beskrives alle som mellem 20 og 30 år og ca. 185 høje. Den ene beskrives endvidere som dansk med mørk, kort strithår og en anden var iført sort hue og hættetrøje.

Narkobilist standset

Kgs. Lyngby: En 22-årig mand fra Charlottenlund blev klokken 01.02 natten til tirsdag standset, da han kom kørende ad Lyngbygårdsvej. Her blev han sigtet for at køre bil, selvom han var påvirket af euforiserende stoffer og kørt til hospitalet for at få taget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige påvirkelsesgrad.

Indbrud anmeldt til Nordsjællands Politi 20. – 21. januar 2020

 

Ultralydsmaskine stjålet

Virum: Fra en Audi, som holdt parkeret på Furesø Parkvej, er der mellem lørdag klokken 23.30 og søndag klokken 10.00 blevet stjålet en rygsæk med en ultralydsmaskine.