Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2019/01/29-2019/02/05.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Vold, Kgs. Lyngby

Klokken 14.43 indløb der anmeldelse om, at en 33-årig kvinde fra Søborg omkring klokken 06.45 blev slået på overarmen af en kvinde, som var sur over, at den 33-årige havde kørt sin punkterede cykel op på fortovet på Lyngby Hovedgade. Kvinden var ifølge anmeldelsen meget aggressiv i sin fremtoning og råbte ukvemsord efter den 33-årige kvindelige cyklist, inden hun forlod stedet.

Kvinden beskrives som:

A: kvinde, dansk af udseende, 45-65 år, 170-178 cm., almindelig af bygning, hvid i huden med langt brunt hår. Iført mørk, lang jakke, cowboybukser og med halstørklæde om halsen. Talte dansk.

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

To 15-årige piger fra lokalområdet blev klokken 18.55 standset af en vagt i Magasin, hvor det blev konstateret, at de i forening havde stjålet varer fra Magasin og Lyngby Storcenter. En patrulje kørte til stedet og sigtede de to piger for butikstyveri. Grundet pigernes alder blev deres forældre og de sociale myndigheder underrettet om forholdet.

Flere tyverier fra biler

Charlottenlund/Lyngby: I løbet af weekenden har der været flere tyverier fra biler, hvor rat og/eller navigationsanlæg er blevet stjålet. Det er således gået ud over en BMW 3-serie, der holdt parkeret på Skovvej i Charlottenlund, en BMW 5-serie, der holdt parkeret på Firskovvej i Lyngby, en BMW 4-serie parkeret på Slotsvej i Charlottenlund og en BMW 5-serie, der holdt parkeret på Frølichsvej.

Værktøj stjålet fra varebiler

Vedbæk/Virum: En skruemaskine, en finecutter, diverse håndværktøj og en værktøjskasse er mellem tirsdag klokken 21 og onsdag klokken 08 blevet stjålet fra en VW Caddy, som holdt parkeret på Ellesvinget. Tyven har knust en rude i bilens bagdør for at skaffe sig adgang til tingene. Også fra en Mercedes A-klasse er der stjålet værktøj. Den holdt parkeret på Skodsborgvej og en tyv har mellem tirsdag klokken 18 og onsdag klokken 08.00 knust en siderude og stjålet en skruemaskine og en borehammer.

Kvinder uden kørekort

Helsinge: En køretur uden kørekort endte mandag aften klokken 17.41 med en sigtelse til en 30-årig kvinde fra Kgs. Lyngby. Kvinden kom kørende ad Rundinsvej, men da hun ikke havde generhvervet sit kørekort og stødte på en patrulje, fik hun en sigtelse for at køre bil uden førerret. Lidt tidligere, nemlig klokken 14.50, var en anden kvinde blevet standset og sigtet for at køre uden kørekort. Her var der tale om en 59-årig kvinde, som kom kørende ad Nygade og havde valgt at sætte sig bag rattet, selvom hun tidligere havde fået inddraget sin førerret.

Generator stjålet

KGs. Lyngby: En benzindrevet generator af mærket Pramac ES800 er mandag mellem klokken 14.10 og 14.40 blevet stjålet fra Akademivej. Her gik en mand og arbejdede og bevægede sig under dette godt 500 meter væk fra generatoren, som var væk, da han kom tilbage.

Pengekasser stjålet

Kgs. Lyngby: Ved et indbrud i en lægekonsultation på Gammel Lundtoftevej er der mellem søndag klokken 17 og mandag klokken 06.40 stjålet to pengekasser med kontanter.