Siden slutningen af sidste sommer har vores entreprenør i Lyngby, Per Aarsleff A/S, ombygget og udvidet Lundtoftegårdsvej mod øst på strækningen mellem Klampenborgvej og Akademivej. Vejen er udvidet mod øst for at skabe plads til letbanen i den vestlige side af vejen. Nu er turen derfor kommet til at ombygge den vestlige side af vejen.
Hvad skal vi bygge? I de kommende uger går vores entreprenør i gang med at ombygge den vestlige side af vejen. I første omgang skal vi bygge et nyt vejkryds, dér hvor vejen til Formula møder Lundtoftegårdsvej. Her kommer i fremtiden et fire-benet kryds med indkørsel til boligerne på Lundtoftegårdsvej 13-27.
Hvad betyder det for dig, der bor og færdes i området? Vi starter med at rydde beplantningen, inddrage de aftalte parkeringspladser og indrette arbejdsområdet. Samtidig lukkes trappen for enden af parkeringspladsen. Mens vi bygger det nye vejkryds, skal man køre til og fra boligerne ved den nuværende, nordlige indkørsel.
Arbejdet med at bygge det nye kryds forventes at fortsætte frem til sidst på sommeren i år, hvor arbejdet flytter videre på strækningen. Det informerer vi nærmere om løbende. Ombygningen af den vestlige side af vejen forventes at kunne afsluttes i starten af 2023.
Hvis du bor eller færdes ved arbejdsområdet, kan du opleve, at arbejdet periodevis vil støje – særligt når vi skærer i asfalten og fjerner den eksisterende belægning samt når vi komprimerer jord og asfalt med en tromle. Derudover kan du opleve støj fra arbejdskøretøjer, der kører til og fra arbejdsområdet.
Arbejdet bliver udført i hverdagene mellem kl. 7 og 18.
Følg skiltningen i området og husk at passe godt på byggearbejderne og hinanden, mens byggeriet er i gang. På vores hjemmeside, dinletbane.dk/trafik, har vi samlet overblikket over, hvor du kan holde dig orienteret om den aktuelle trafiksituation, uanset om du er gående, cyklist, bilist – eller rejser med kollektiv transport.
Følg byggeriet på vores hjemmeside Du kan altid følge byggeriet på dinletbane.dk/lyngby, som vi løbende opdaterer med information om arbejdet. På kortet på hjemmesiden kan du se, hvor vi arbejdet i øjeblikket, og du kan klikke dig videre til nærmere information om de enkelte arbejder, arbejdstider og byggeaktiviteter. Du kan også læse meget mere om letbanen og dens betydning for området langs Ring 3.
Hvis du har spørgsmål til byggeriet, er du velkommen til at kontakte os på info@dinletbane.dk eller 7242 4500.
Med venlig hilsen
Hovedstadens Letbane