Siden efteråret 2021 har vores entreprenør, Per Aarsleff A/S, gjort klar til letbanens linjeføring i det grønne areal mellem Lundtoftegårdsvej og Helsingørmotorvejen fra Anker Engelunds Vej og frem mod endestationen i Lundtofte. I starten af 2022 går arbejdet ind i sin næste fase, hvor vi skal bygge Lundtofte Station, som bliver endestation for letbanen.

Hvad skal vi bygge? Fra starten af januar og frem til midten af februar skal vi udføre et støjende funderingsarbejde, hvor pæle skal rammes ned i jorden som fundament og støtte for stationen. Når selve funderingsarbejdet er afsluttet, fortsætter det øvrige arbejde med at bygge stationen – blandt andet med at støbe perroner mv. Byggeriet af Lundtofte Station forventes at kunne afsluttes i slutningen af 2022.

Hvad betyder det for dig som nabo til byggeriet? Funderingsarbejdet med ramning af pæle vil være støjende og kan give vibrationer, mens det øvrige arbejde forventes at være periodevis støjende. Arbejdet bliver udført i hverdagene mellem kl. 7 og 18, og da det foregår i det grønne areal mellem Lundtoftegårdsvej og Helsingørmotorvejen, forventes det ikke at påvirke trafikken ud over med arbejdskørsel til og fra området.

Følg byggeriet på vores hjemmeside Du kan altid følge byggeriet på dinletbane.dk/lyngby, som vi løbende opdaterer med information om arbejdet. På kortet på hjemmesiden kan du se, hvor vi arbejdet i øjeblikket, og du kan klikke dig videre til nærmere information om de enkelte arbejder, arbejdstider og byggeaktiviteter. Du kan også læse meget mere om letbanen og dens betydning for området langs Ring 3.

Hvis du har spørgsmål til byggeriet, er du velkommen til at kontakte os på info@dinletbane.dk eller 7242 4500.