Lyngby Boldklub A/S har udvidet kapitalen med kr. 4.227.289 via tegning af nye aktier hvor Hellerup Finans A/S står for hovedparten. Det oplyser Lyngby BK i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen i Lyngby Boldklub A/S har 30. januar 2017 besluttet at udnytte den i vedtægternes §2.2 bestemte bemyndigelse til at forhøje kapitalen. I den forbindelse er der tegnet nye aktier for i alt kr. 4.227.289 – heraf står Hellerup Finans A/S for kr. 4.153.289.
”Den genopretningsplan, som der blev lagt i 2014, havde som ufravigeligt mål, at Lyngby Boldklub skulle rykke op i Superligaen, og blive der. For at understøtte den plan er der tilført mere end 40 millioner kroner” fortæller Torben Jensen, bestyrelsesformand i Lyngby Boldklub A/S, og fortsætter:
”Hellerup Finans A/S har forpligtet sig til at fortsætte med at tilføre kapital, som det er sket i nu mere end 2 år. Klubben tilføres nu mere end 4.200.000 kroner, og vil fortsat blive tilført kapital frem mod salget af Lyngby Boldklub, som er i proces. Klubbens drift er derfor sikret uanset hvem der ender som hovedaktionær” forklarer Torben Jensen,
Klubben har i de sidste mange måneder haft drøftelser og forhandlinger med mange potentielle købere fra henholdsvis USA, Mellemøsten, Kina og EU, som alle har vist stor interesse for at købe Lyngby Boldklub A/S. Alle de interesserede parter har udtrykt tydeligt, at de fokuserer på talentudvikling og udvidelse af stadion med tilhørende faciliteter, da indtjeningen til at berettige deres investering skal komme fra de 2 områder.
Klubben har naturligvis tilvejebragt alle de relevante oplysninger klubben besidder, og processen er nu i den fase, hvor mulighederne omkring udvidelse af stadion skal være helt konkrete og faktuelle. Der er i den forbindelse afholdt det første møde med Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor der er aftalt et fælles forløb til afdækning af mulighederne.
Læs mere her