Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 25.09.2023-03.10.2023
Bilist blev beskudt, Kgs. Lyngby
Torsdag aften omkring klokken 23 blev der skudt mod en 42-årig mand, da han kom kørende ad Motorring 3 ved Nybrovej. Skuddene kom fra en mand i en anden bil, som havde kørt bag ved den 42-årige og flere gange havde blinket med det lange lys, hvorefter manden kørte op på siden af den 42-årige og skød mod ham. Føreren af den anden bil, en 38-årig mand fra Rødovre, blev senere på natten anholdt. Han er sigtet for forsøg på manddrab og for overtrædelse af våbenloven under særligt skærpende omstændigheder og fremstilles i grundlovsforhør senere i dag.
Fik knytnæveslag i ansigtet, Kgs. Lyngby
Søndag eftermiddag blev det anmeldt, at en 15-årig ung mand fra Virum blev slået med knytnæve af to maskerede unge mænd. Episoden skete lørdag eftermiddag mellem klokken 15.30 og 15.45, da den 15-årige og hans kammarat gik forbi de to gerningspersoner, som sad på en bænk på Lundtoftevej.
Færdselsuheld, Lyngby-Taarbæk
En 49-årig mand fra Bagsværd blev kl. 08.04 sigtet for at køre ind i en 15-årig kvindelig cyklist fra Kgs. Lyngby i et højresving ved Eremitageparken i Kgs. Lyngby. Politi og ambulance til stedet. Den 15-årige blev bragt til tjek på nærmeste hospital.
Skabte uro og uorden, Kgs. Lyngby
To mænd på henholdsvis 42 år fra Hillerød og 51 år fra Gentofte skabte søndag eftermiddag klokken 17.35 så meget uro og uorden, at de blev bortvist fra Lyngby Hovedgade, hvor de stod og råbte foran Coop365.