At gå til ”videnskab” som fritidstilbud var en stor succes i 2016. Så stor, at tilbuddet fortsætter i efteråret 2017 og samtidig udvides, så flere kan deltage.
I Videnskabsklubben – som fritidstilbuddet kaldes – er de deltagende elever Miniforskere en dag om ugen, og de bliver undervist af juniormentorer fra 7.- 9. klasse, samt seniormentorer fra 2. g på de lokale gymnasier. Det skriver Lyngby-Taarbæk Kommune i en pressemeddelse.
”For alle både miniforskere, juniormentorer, skoler og forældre var forløbet en stor succes, og det er rigtig dejligt, at tilbuddet nu kan udvides, så mere end dobbelt så mange kan deltage. Det passer så godt sammen med den naturfagsstrategi, om vi i øjeblikket arbejder på”, siger formand for Børne- og Ungdomsudvalget Dorthe la Cour (C).
I 2016 gik ca. 100 børn til Videnskabsklub i et 7 ugers forløb. Til efteråret får 230 elever muligheden både i 4. og 5. klasse.
Næstformanden for Børne- og Ungdomsudvalget Mette Hoff (A) er også glad for, at der er taget så godt imod et naturfagligt fritidstilbud: ”Samarbejdet med Videnskabsklubben ligger fint i tråd med vores fokus på naturfaglig dannelse. Det er afgørende, at børn og unge får indblik i naturfaglige sammenhænge, der har betydning for fx vores sundhed og miljø. Og her hjælper tilbuddet børn og unge på vej”.
Når eleverne kan tilmelde sig fritidsaktiviteten efter sommerferien får målgruppen materiale fra Videnskabsklubben. Juniormentorerne rekrutteres i samarbejde med skoler og gymnasier efter sommerferien.
Læs mere her.