En lang række virksomheder har meldt sig under fanen til Danmarks Indsamling 2022, hvor der allerede nu er samlet et millionbeløb ind til indsamlingsshowet, der finder sted lørdag den 29. januar.
I år er det Esbjerg, der er værtsby for Danmarks Indsamling. Sidste år var det Aalborg, der havde værtsskabet, hvor det samlede beløb løb op i 120 mio. kr., hvilket blot var 12 mio. fra rekorden.
I Esbjerg er der dog allerede slået en rekord, idet 17 virksomheder er gået sammen om at støtte op om årets indsamling, der er til fordel for fattige børn, der lider under coronarestriktioner. Her har de 17 esbjergensiske virksomheder allerede samlet over en million kroner ind.
Biler proppet med gaver og gavekort
I forbindelse med årets Danmarks Indsamling er der flere biler på højkant i forbindelse med de lotterier, som danskerne kan købe lodder til ved at sende en SMS til 1212 med bestemte ord.
To af de mange biler, der kan vindes i forbindelse med indsamlingsshowet på DR, indeholder blandt andet et gavekort på et års forbrug af børnetøj, legetøj og børnesko. Det er webshoppen Kids-world, der her har doneret to gavekort a 20.000 kr., så de heldige vindere ikke kun kan glæde sig over bilerne, men også over at der er en masse lækkerier på vej til ungerne derhjemme.
Milliardbeløb samlet ind til velgørenhed
Selvom coronakrisen prægede Danmark og de danske virksomheder i 2020 og 2021, så var sidste års Danmarks Indsamling tæt på at slå den rekord, der blev sat i 2010, da Danmarks Indsamling den gang rundede de 132 mio. kr.
Det indsamlede beløb var i 2020 83,8 mio. kr., så muligheden for en ny indsamlingsrekord er i den grad til stede, hvis Danmarks Indsamling 2022 får lige så stor en fremgang, som 2021 fik det i forhold til året forinden.
Indsamlingen i år går til at hjælpe børn ramt af coronanedlukningen i 12 forskellige lande på tværs af flere kontinenter. Det er DR, der sammen med Folkekirkens Nødhjælp, UNICEF, SOS Børnebyerne, Røde Kors, Red Barnet, Mellemfolkeligt Samvirke, Læger uden Grænser, OXFAM IBIS, DRC Dansk Flygtningehjælp, Dansk Folkehjælp, CARE og PlanBørnefonden står bag Danmarks Indsamling 2022.
Organisationerne bag har forpligtet sig til, at omkostningerne til selve Danmarks Indsamling-kampagnen aldrig må overstige 20 procent. Dermed går minimum 80 procent af det indsamlede beløb ved årets Danmarks Indsamling til de humanitære projekter, så de ramte børn i de fattige lande kan få hjælp.