Har du elever, der skal skrive SRP i f.eks. fysik, biologi, kemi, matematik eller geovidenskab? I februar og marts 2023 kan de lave deres SRP-øvelser i DTU’s laboratorier og værksteder. Eleverne får ny viden, bruger professionelt udstyr og bliver undervist af DTU’s forskere og studerende. Ikke mindst får de en god oplevelse. Øvelserne strækker sig over en eller to dage.
Tip gerne dine elever om denne mulighed – tilmeldingen åbner den 15. december kl. 12.
Se udbuddet af øvelser lige her på www.dtu.dk/SRP.
Book gratis en ph.d.-studerende fra DTU
Den ph.d.-studerende fortæller om forskning i naturvidenskab og teknologi, om hvad det betyder for samfundet og om det at vælge uddannelse og karriere.
Listen af tilgængelige foredrag bliver løbende opdateret, og der er netop blevet blevet tilføjet mere end tyve nye inspirerende foredrag. Læs mere om tilbuddet og find listen over de foredrag som er tilgængelige netop nu på hjemmesiden her: bookphd.dtu.dk
Tilbuddet er mest oplagt til jer som underviser i naturvidenskabelige fag, men der er også foredrag, som er velegnet til samfundsfag. For eksempel er der lige nu et oplæg under titlen: ”Kortlægning af kontroverser i den grønne omstilling”, der sætter lokale debatter om opstilling af vindmølleparker under lup.
Hvis I har særlige ønsker – fx om at få besøg af en ph.d.-studerende til en tematiseret event på skolen – er vi meget imødekommende. Det meste kan lade sig gøre, så tag endelig kontakt for en dialog om det. Der findes kontaktoplysninger på hjemmesiden.
Tilbuddet er ganske gratis, og oplæggene formidles via først til mølle-princippet.
Arktis under forandring – polarhavenes biodiversitet
DTU Aqua har i foråret 2022 i samarbejde med Mellemfolkelig Samvirke lanceret 6 forløb, rettet mod Biologi, Kemi og Bioteknologi (STX/HTX). Forløbene indeholder alle introduktionsvideoer med potrætter af unge forskere (karriereperspektiv), der slår tonen an i forhold til hvorfor forløbene er vigtige at arbejde med, herunder relationen til FN’s Verdensmål. Alle forløbene er udviklet med hjælp fra gymnasielærere og er blevet introduceret på årets FIP-kurser.
Se nærmere på et af forløbene: Arktis under forandring – polarhavenes biodiversitet. Det er udviklet til biologi på STX/HTX på A- og B-niveau.
Eleverne lærer i dette forløb om vigtigheden af biodiversitet, som en del af kernestoffets tematiske fokus på Økologi. Der arbejdes teoretisk med opgaver, der understøtter forståelsen af de metoder, der anvendes til at vurdere, hvor godt et økosystem har det. Blandt andet arbejdes der med at vurdere, hvor truede specifikke arter er, ved hjælp af data fra internationale organisationer som IUCN.
I de kommende nyhedsbreve vil vi introducere hver af de seks forløb, men du kan allerede nu læse mere om alle forløbene på DTU Aquas hjemmeside.
Regn Lyden Ud – i matematiktimen
Regn lyden ud i matematiktimen henvender sig til undervisningen i matematik A.
Materialet tager udgangspunkt i hvordan kunstig intelligens kan bruges til at genkende lyde. Eleverne kommer selv til at træne neurale netværk og bruge deres egne netværk til at løse et problem.
Det tager udgangspunkt i viden om andengradspolynomier, linjer, lineære funktioner, lineær regression, basal differentialregning og funktioner af to variable.
Det centrale emne i undervisningsmaterialet er funktioner af to variable, og der benyttes begreber som funktioner af to variable, grafen for funktion af to variable, snitkurver, niveaukurver, partielle afledede, gradienter, stationære punkter og simple ekstrema-betragtninger.
Idéen i materialet er at inddrage velkendt stof (især lineær regression og de mindste kvadraters metode, samt top-punktsformlen for andengradspolynomier) i introduktionen af første-ordens iterativ optimering. Som avanceret materiale behandles også kort stokastiske variable.
Regn Lyden Ud er to online undervisningsmaterialer, der kan bruges i gymnasieundervisningen i fysik- og matematiktimen. Læs mere og find begge materialer på DTU’s hjemmeside her.
Anker Engelunds Vej 101 | 2800 Kongens Lyngby |