NYT LYS 2020
12. DECEMBER 2020 – 7. FEBRUAR
Fem lysværker kan i denne periode opleves i Sophienholm Park. Alle lysværker er af samtidskunstnere med en nutidig og progressiv tilgang til mediet lyskunst. Værkerne placerer sig i spændet fra klinisk sci-fi til en designinspireret æstetik. Med mørket som lærred og det kunstige lys som materiale skaber de nye rum i parkens landskab og en nutidig kontrast til Sophienholms klassicistiske arkitektur.
De fem deltagende kunstnere er Alex Mørch, Alice Topsøe-Jensen, Astrid Krogh, Henrik Vibskov og kunstnerduoen SIIKU: Rasmus Nielsen og David H. Péronard.
Læs mere
CORNER 2021
Udstillingen vises i februar – nærmere datoer følger
Kunstnersammenslutningen Corner vil også i år indtage Sophienholm med mere end 34 kunstnere fra sammenslutningen og 4 inviterede kunstnere: Ivan Andersen, Anne Torpe, Anne Marie Plough og Camilla Thorup. Som sædvanlig vil Corner fylde hver en krog af Sophienholm med kunst – fra Norske Huset til Staldloftet. Læs mere
NINA MARIA KLEIVAN:
PICTURE ME. A JOURNEY INTO THE MESS
21. FEBRUAR – 11. APRIL
Nina Maria Kleivan har gennem det meste af hendes kunstneriske virke, fra 1980’erne til nu, arbejdet med identitet og individet kontra kulturen. På denne store soloudstilling får vi en veritabel tour-de-chambre gennem Kleivans livsformende elementer. Ekkoet fra Kleivans norske fædrene ophav, der blev fanget af tyskerne i forsøget på at undslippe til fods over fjeldet til Sverige. Og brudstykker af kunstnerens eget liv og værk fortalt i så forskellige medier som foto, skulptur, maleri, installation – og puslespil! Selv Sophienholm dukker op i dukkehusformat, som en kukkasse for en helt ny videoproduktion. Kleivans værker leger med vores forestillinger om at se og blive set, som et individ og en del af en kontekst. En familie, en nationalitet, en kultur, hvor kontrasterne og dobbelttydighederne hele tiden bryder billedet, driller beskueren og skubber til vores forventninger. Og ikke uden en god portion humor.
HENRIK SAXGREN:
FRA THULE TIL TØNDER – DET MEDITATIVE LANDSKAB
17. APRIL – 13. JUNI
I 2020 nåede Henriks Saxgrens berømmede Thulefotografier kun at hænge på Sophienholm få uger, før corona-nedlukningen kom. Det rådes der nu bod på med en ny udstilling, der endda udvider horisonten, så vi også får Saxgrens intense fotografiske blik på de vidtstrakte landskaber ved Sønderjylland og Vadehavet, videre over Island, for igen at lande i Grønland, med de sjældent stærke billeder, der med stor indlevelse dokumenterer nutidens fangerkultur i Thule. Udstillingen er blevet til i samarbejde med Johannes Larsen museet.
ANNA KLINDT SØRENSEN:
DET GRÆNSELØSE BLIK
19. JUNI – 13. AUGUST
Anna Klindt Sørensen (f. 1899) hører til generationen af danske kvindelige kunstnere, der godt nok fik en kunstnerisk uddannelse, men som først nu – hundrede år senere – får fortjent opmærksomhed omkring deres kunst. Som elev af blandt andet Léger var Anna Klindt Sørensen en del af 1920’ernes internationale kunstnermiljø i Paris. Hun var en af de første til at råbe op om manglen på ligestilling i kunsten. Så sent som i 1980’erne forsøgte hun at donere sit eget hjem i Rye til et museum for kvindelige kunstnere, men var måske også her forud for sin tid. I denne første store retrospektive udstilling er der særlig lagt vægt på to markante temaer for hendes værk: landskabet – den berejste kvindes kredsen om sin hjemstavns natur i Ry, og den kvindelige model – i den kvindelig kunstners optik. Endelig perspektiveres kunstneren af et helt nyt værk kreeret til udstillingen af samtidskunstner Birgitte Ejdrup Kristensen, som længe har ladet sig inspirere af netop Anna Klindt Sørensens værker.
GÅ
21. AUGUST – 29. OKTOBER
At trave, traske, trippe, spadsere, spankulere, promenere, hike, trekke, vandre, vade, gå. Vores forhold til det at gå har sin helt egen kulturhistorie, som kunsten har afspejlet og formet og påvirket. Engang et helt centralt transportmiddel, senere en måde at vise sin dydighed på pilgrimsruten eller status på promenader og strøg. Og nu, i en coronatid, et middel til at genfinde sig selv og hinanden. Hele Sophienholm ude og inde bliver sat i spil med en udstilling, der ser tilbage og involverer, med en række af tidens stærkeste samtidskunstnere, som i deres værker forholder sig til at gå. Integreret med live- events, faglige og litterære podcasts, performances, filmvisninger og selvfølgelig kuraterede gåture omkring Sophienholm i korte og lange udgaver.
SE SNEDKERNES EFTERÅRSUDSTILLINGS 40-ÅRS JUBILÆUM:
TAKT & TONE
5. NOVEMBER – 7. JANUAR 2022
Få har som danske møbelsnedkere været med til at tegne, forme og udvikle dansk design til den position på den internationale verdensscene, som det har haft igennem snart et århundrede. På den årlige efterårsudstilling viser medlemmerne af SE, hvad designere, møbelsnedkere og producenter i samarbejde kan – når alene lysten, glæden ved den gode ide, det ypperlige håndværk og skabertrangen råder. SE er nemlig ingen salgsudstilling men en opvisning i design som en kunstform. Mange klassikere er blevet skabt til Snedkernes Efterårsudstilling og i år fejrer SE 40-års jubilæum med et tema, der dobbelttydigt kan associere til konkrete farver og former, men også til hvordan omgangsformer kulturelt fungerer som usynlige tråde, der holder ude og holder sammen på fællesskaber.