Der var dyb koncentration, luften blev tung og intens, da Heldagsskolen Fuglsanggårds elever på tværs af årgange afholdt årets Skak og Pizza turnering sidste uge. Således skriver Lyngby-Taarbæk Kommune på Facebook.
Alle klasser har trænet skak og spillet forskellige skakspil som ”De sultne heste”, ”Action-skak” og ”De tapre riddere” i de sidste tre uger. Til sidst blev der afholdt både semifinaler og finale – og årets vinder blev kåret. Skakforløbet var en del af Dansk Skoleskak og Skolernes Skakdag – hjernernes motionsdag, hvor mere end 56.000 elever på landsplan deltog. Skolernes Skakdag er årets mest tænksomme og rolige skoledag, og en ”tænksom pendant” til den mere kendte Skolernes Motionsdag.