Region Hovedstaden står bag to nye forsøgsprojekter, der sætter 2.000 dele-elcykler op i 10 forstadskommuner i hovedstadsområdet. Formålet er at give regionens indbyggere en fleksible forbindelse mellem f.eks. station og arbejde.
Fra september bliver det muligt at tage en dele-elcykel det sidste stykke fra stationen til arbejdet, uddannelsen eller middagsaftalen i ti kommuner i hovedstadsområdet.
”Et par kilometer til busstopstedet eller den nærmeste station, kan være den hindring, der afholder nogen fra at tage bussen eller toget. Og det vil vi gøre noget ved, for der skal flere med den kollektive transport. Derfor stiller vi nu dele-elcykler til rådighed som et nyt, grønt og sammenhængende tilbud, der gør det mere attraktivt at benytte den kollektive transport og lade bilen stå,” siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S).
Der findes allerede et omfattende udbud af delecykler i København og Frederiksberg. Men i forstæderne til København og i Nordsjælland er udbuddet begrænset og afstanden til kollektive tilbud længere. Her gør de nye dele-elcykler det nemmere at komme til de større erhvervsområder og ungdomsuddannelser, der ikke ligger tæt ved en station.
Det første tværkommunale tilbud af delelcykler
Et tidligere projekt med dele-elcykler ved Glostrup Station blev en succes. Men det viste også, at det var en barriere for brugerne, at dele-elcyklerne kun kunne bruges indenfor kommunegrænsen. Den udfordring løser projektet her med en tværgående aftale mellem flere kommuner.
“Dette forsøg er det første tværkommunale tilbud af dele-elcykler i Danmark. Jeg er meget tilfreds med, at vi er lykkedes med at samle flere kommuner om at kunne levere en god tjeneste til borgerne. De får et ensartet og genkendeligt tilbud, hvor de frit kan cykle på tværs af kommunegrænserne. Jeg glæder mig til at se, hvordan de tager imod det,” siger Marianne Frederik (Ø), der er regionsrådsmedlem og forperson for udvalget for trafik og regional udvikling.
Cyklerne kan hentes og afleveres 175 steder rundt om i de 10 kommuner. Det er blandt andet ved i erhvervsområder, uddannelsesinstitutioner, i boligområder, ved kollektive trafikknudepunkter og hvor den kommende letbane kommer til at køre.
Gode erfaringer fra udlandet
Ifølge en rapport udarbejdet for Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme viser erfaringer fra især Holland, Tyskland og Belgien, at der er gode potentialer for få flere til at kombinere cykel, tog, letbane og bus, hvis der stilles delecykler til rådighed. I Holland har delecykler bidraget til, at 47 procent cykler til toget, mens det i Danmark er knap 17 procent. Og andelen, der cykler til bussen i Holland, er 19 procent mod bare ca. 2 procent herhjemme.
Region Hovedstaden og kommunerne vil løbende samle erfaringerne fra projekterne, og afhængig af tilslutningen kan forsøgsperioden forlænges.
Fakta
Sådan fungerer det
- Man downloader Dott-app’en og tilmelder sig.
- På app’en kan cyklernes placering findes. Det er også her, man låser cyklen op og betaler.
- Man kan vælge enten at betale for en enkelt tur eller oprette den type abonnement, der passer bedst til ens behov.
Delemobilitet i forstæderne langs Ring 3
- I de ni kommuner langs Ring 3 vil der fra 1. september løbende blive sat 1800 dele-elcykler ud.
- Kommunerne i projektet er: Albertslund, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Rødovre og Vallensbæk.
- Region Hovedstaden finansierer ordningen med 3,5 mio. kr. Projektet er også støttet af EU-programmet Interreg NSR.
- Projektet løber frem til den 31. december 2025.
Delemobilitet i Rudersdal Kommune
- I Rudersdal kommune vil der være 200 dele-elcykler og 32 delebiler tilgængelige fra den 22. august.
- Region Hovedstaden har sammen med Rudersdal Kommune, Kinto, Green Mobility, Dott og Danmarks Tekniske Universitet fået et tilskud på knap 10 mio. kr. fra EUs Horizon Europe-støtteprogram til projektet.
- Projektet løber til og med august 2025.