Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2019/01/14-2019/01/22.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Køkkenmaskiner stjålet
Klampenborg: En thermomixer, en pålægsmaskine og en vakuummaskine er mandag aften klokken 20.38 blevet stjålet fra en restaurationskøkken på Taarbæk Strandvej. Tyven har skaffet sig adgang ved at bryde en nøgleboks op og herefter låse sig ind.
Kuldskær tyv
Kgs. Lyngby: To sæt handsker og en kasket. Det var, hvad en 45-årig mand fra Gentofte stjal i en forretning i Lyngby Storcenter mandag aften klokken 17.25. Han blev dog opdaget og sigtet for butikstyveri.
Fik frarøvet sit ur
Virum: To mænd på cykel standsede torsdag klokken 11.18 op, da de passerede en 33-årig mand, som kom gående ad Slotsparken. Den ene spurgte den 33-årige, hvad klokken var og truede herefter den 33-årige til at udlevere sit ur og mobiltelefon. Herefter forsvandt de to mænd i retning mod Kongevejen. De to gerningsmænd beskrives som 20-30 år, ca. 180 cm høje og almindelige af bygning, iført sort hue og sort halstørklæde, der dækkede for munden.
Anholdt for indbrud, Værløse
En anmeldelse indløb klokken 10.22 om, at en bil omkring Pilevænget med to passagerer virkede mistænkelig. En patrulje blev sendt til stedet, hvor bilen ikke længere var at se. Efter en kort rundering fik patruljen øje på en modkørende bil, som svarede til beskrivelsen. Da føreren af bilen så patruljevognen, satte han farten kraftigt op, hvorefter patruljen kørte efter. På Poppel Alle mistede føreren herredømmet over bilen og påkørte en parkeret bil. Både føreren og passageren flygtede fra stedet, men det lykkedes politiet at fange føreren af bilen efter en kort eftersættelse til fods. Her blev han sigtet for indbrud, idet han ikke kunne gøre rede for sin færden i området, og da hans påklædning svarede til signalementet på gerningsmanden for et indbrud begået på Teglbrændertoften kort forinden.
Ved en efterfølgende undersøgelse af bilen, blev der fundet et koben med dimensioner, der passede til de opbrudsmærker, der blev fundet på gerningsstedet.
Føreren af bilen, som er 16 år og fra Herlev, fremstilles torsdag i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby.
Tredje gang var ikke lykkens gang
Kgs. Lyngby: En 32-årig mand fra Aabybro har haft svært ved at holde sig fra bilkørsel, selvom han ikke har kørekort. Tirsdag aften klokken 18.46 blev han således for tredje gang på tre år taget for at køre uden førerret, da han kom kørende ad Jernbanepladsen. Det resulterede i, at hans bil blev beslaglagt.