Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 26.05.2023-06.06.2023

c

Bedrageri mod 88-årig kvinde, Virum

Kl. 13.04 fik vi en anmeldelse fra en 88-årig kvinde fra Virum, der mandag den 29.5 mellem kl. 15.00-16-30 var blevet ringet op af en ukendt dame, der under påskud af at være fra Danske Bank fik narret den 88-årige til at udlevere sine hævekort til en ukendt gerningsmand. Manden blev beskrevet som:

Dansk af udseende, 20-25 år, 175-180 cm, alm. af bygning. Iført: sort kasket, sort T-shirt/langærmet, sorte buks. Muligvis med gult logo/skrift på T-shirt/langærmet eller kasket.

Den ukendte dame havde yderligere forsøgt at franarre den 88-årige nogle smykker ved at tilbyde hende en smykkeforsikring, hvilket den 88-årige havde afvist. Den 88-årige havde udleveret sine NEM-ID oplysninger til kvinden i telefonen, mens hun udleverede sine fysiske hævekort til gerningsmanden. Der var blevet hævet penge på hendes hævekort, som efterfølgende var blevet spærret.

Falsk flaskebon i Lidl, Kgs. Lyngby

To personer forsøgte onsdag kl. 15.15 at indløse en falsk flaskebon i Lidl på Christian X’s alle. Personalet i butikken blev mistænksomme og fulgte efter den ene gerningsmand, der herefter blev pågrebet og anholdt af en patrulje.

Hærværk, Lyngby-Taarbæk

Søndag morgen kl. 8.50 fik politiet en anmeldelse fra en 32-årig mand, som oplyste, at han havde været i hundeskoven i Geelsskov med sin hund. Hunden var løs, men da anmelder opdagede, at den løber, der kom imod dem, havde vandrestave i hånden valgte, han at tage hunden i snor. Hunden var blevet forskrækket og havde gøet af løberen, der så slog hunden i hovedet med stavene med det resultat, at hunden var blevet ramt i højre øje så voldsomt, at det blødte. Anmelder havde ikke kunnet stoppe manden.

Ikke alt, der glimter, Kgs. Lyngby

I løbet af weekenden har der været indbrud i et kontorfællesskab på Lyngby Hovedgade. Flere virksomheder har haft ubudne gæster, og fra Vitus Guld er der således stjålet diverse udstillingssmykker uden værdi.

Knallertkører fik alvorsord med på vejen, Kgs. Lyngby

En patrulje kørte tirsdag aften hjem til en 16-årig ung mand og tog et alvorsord med ham, efter han i området omkring Engelsborgskolen havde kørt på knallert på en måde, der var til ulempe og utryghedsskabende for andre. Den unge mands værge og de sociale myndigheder er ligeledes orienteret om sagen.

Kørte bil uden førerret, Kgs. Lyngby

En 24-årig mand fra Kgs. Lyngby blev kl. 11.19 sigtet for at køre bil uden førerret på Klampenborgvej i Kgs. Lyngby.

Kørte uden kørekort, Virum

En 17-årig mand fra Virum blev klokken 02.34 sigtet for at køre uden kørekort. Den unge mand blev standset på Frederikdalsvej. Hans værger og de sociale myndigheder bliver underrettet om sagen.

Røveri mod forretninger, Lyngby-Taarbæk

På Dyrehavsbakken blev en 35-årig mand anholdt søndag eftermiddag kl. 14.28, mistænkt for at stjæle en større antal mønter fra 4 spillemaskiner ved at bryde dem op med en skruetrækker. Ejer af stedet havde set det på videoovervågning og taget kontakt til personen, hvorefter der opstod noget tumult, og ejeren fik et slag i hovedet. Den mistænkte løb efterfølgende fra stedet, men blev tilbageholdt af anden person.

Stjal elektronik, Kgs. Lyngby

Onsdag kl. 16.59 blev en 22-årig mand fra Hørsholm taget for butikstyveri i Magasin på Lyngby Hovedgade, hvor han havde stjålet høretelefoner og en barbermaskine.

Viftede med kniv, Virum

En 14-årig dreng blev klokken 17.38 truffet af en patrulje, som var kørt til Geels Haven, efter en anmeldelse om, at han gik og viftede med en kniv. Den 14-åriges værge og de sociale myndigheder bliver underrettet om sagen.”

 

Foto: ABW