Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2025/02/21-2025/03/04.

Kørte påvirket, Gentofte

En 32-årig mand fra Helsingør blev onsdag aften klokken 20.49 standset af politiet på Lyngbyvej i sydgående retning. Han blev sigtet for at have kørt bil, mens han var påvirket af euforiserende stoffer.

Slange fundet i køkken, Lyngby

En 46-årig mand fra Lyngby kontaktede politiet klokken 01.10, efter at have opdaget en rød og gul slange i sit køkken. Manden fik fat i sin overbo, som tog slangen med sig og ville aflevere den på et dyrecenter. Slangen viste sig at være en kornsnog.

Butikstyveri, Lyngby

Søndag eftermiddag klokken 16.20 modtog politiet en anmeldelse om butikstyveri i Føtex i Lyngby Storcenter, hvor en 48-årig mand fra Lyngby havde passeret kasselinjen uden at betale.

Butikstyveri i Ikea, Gentofte

Klokken 17.28 fik politiet en anmeldelse om butikstyveri i Ikea i Gentofte. To personer havde taget stregkoderne fra nogle billige varer og sat dem på nogle dyre varer og forsøgte at komme ud via scan-selv. De havde taget varer for mere end 4000 kroner, men havde kun betalt 300 kroner.

Cyklist påkørt, Kgs. Lyngby

En 85-årig mand fra Værløse overholdt ikke sin vigepligt, da han klokken 12.40 kørte ad Engelsborgvej i Lyngby og drejede ind foran en 25-årig mandlig cyklist fra Lyngby. Cyklisten blev efterfølgende kørt til hospitalet til tjek.

Kørte bil i frakendelsestiden, Hillerød

En 22-årig mand fra Gilleleje blev mandag klokken 14.17 standset af politiet på P. Mogensensvej og sigtet for at køre bil, selvom han var frakendt førerretten.

Taget for tyveri, Kgs. Lyngby

To kvinder på henholdsvis 34 og 53 år, begge fra København, blev mandag eftermiddag klokken 16.15 taget for tyveri i Magasin, hvor de havde taget diverse varer og herefter havde forladt forretningen. De blev begge sigtet for butikstyveri.

Motorcyklist væltede, Hillerød

Mandag aften klokken 18.34 kom en anmeldelse om, at en motorcyklist var væltet på Milnersvej i forbindelse med et venstresving, hvor motorcyklen skred i noget grus på vejen. Føreren, en 20-årig mand fra Birkerød, blev kørt til hospitalet.

Kastede cykler og stole ind i have, Græsted

To unge mænd kastede mandag aften omkring klokken 18.30 nogle stole og cykler ind i en have på Snedkervej, hvorved hækken til haven blev ødelagt.

Flere tilfælde af bedrageri, Nordsjælland

Flere borgere har i det forløbne døgn anmeldt, at de har været udsat for kontaktbedrageri, hvor de er blevet kontaktet af en person, der har udgivet sig for at være fra borgerens bank og med en historie om, at der var ved at ske misbrug af borgerens konto, overtalte borgeren til at udlevere sine hævekort og pinkoder. Anmeldelserne er kommet fra borgere i Slangerup, Lyngby, Allerød og Holte.

Nordsjællands Politi understreger, at hverken politi eller banken kunne finde på at møde op på en borgers adresse og bede om at få den slags oplysninger udleveret eller kræve at få andre værdigestande som smykker el. udleveret. Bliver man ringet op af personer, som udgiver sig for at være fra politi eller bank og som beder om kontooplysninger er det bedste – og nemmeste – at smække røret på.

På vores hjemmeside kan du hente en række gode råd mod kontaktbedrageri, som du kan printe ud og have liggende. Du finder dem her: Sådan kan du undgå kontaktbedrageri

Færdselsuheld, Lyngby

Onsdag morgen klokken 08.07 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Hjortekærsvej og Klampenborgvej, da en 39-årig mand fra Lyngby ikke overholdt sin vigepligt og påkørte en 53-årig kvindelig cyklist fra Charlottenlund. Manden ramte cyklistens baghjul, men ingen personer kom til skade.

Hest på kørebanen, Klampenborg

En 26-årig mand kørte tirsdag klokken 11.08 på Taarbæk Strandvej, da han opdagede en hest løbe ude på vejen til fare for trafikken. Hesten blev fanget, og ejeren blev kontaktet.

Kontaktbedrageri, Virum

En 97-årig kvinde fra Virum blev onsdag formiddag omkring klokken 10.30 udsat for kontaktbedrageri. En mand ringede til hende og udgav sig for at være fra banken. Kort efter dukkede han op på hendes adresse, hvor han fik udleveret både kreditkort og pinkode. Kortet blev senere misbrugt i en nærliggende hæveautomat.

Sigtet for narkokørsel, Lyngby

En 39-årig mand fra Nivå blev klokken 10.20 standset af politiet og sigtet for at have ført et køretøj, mens han var påvirket af euforiserende stoffer.