Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2023/04/17-2023/04/25.

Fik klip i kørekortet, Virum

To bilister fik mellem klokken 11.50 og 12.29 et klip i deres kørekort ved en hastighedskontrol på Lyngby Omfartsvej.

Havde hash på sig, Kgs. Lyngby

En 27-årig mand blev mandag aften klokken 21.36 sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde hash, da han blev bortvist fra Kinopalæet, hvor han havde opført sig aggressivt og truende over for personale og øvrige gæster.

Hærværk mod flere biler, Kgs. Lyngby

En 27-årig mand fra Kgs. Lyngby blev søndag aften omkring klokken 19.30 sigtet for hærværk mod flere biler, som stod på Christian X’s Allé. Den 27-årige havde ødelagt vinduesviskerne på bilerne.

Kørte bil i frakendelsestiden, Kgs. Lyngby

Onsdag formiddag klokken 09.50 blev en 53-årig mand fra Skibby standset, da han kom kørende ad Helsingørmotorvejen. Her blev han sigtet for at køre bil på trods af, at han tidligere var frakendt førerretten og at denne frakendelse stadig var gældende.

Lavede kassedyk, Kgs. Lyngby

Torsdag klokken 13.52 lavede en ukendt mand et kassedyk i kiosken i Mny på Lyngby Hovedgade, hvorefter han løb fra stedet. Manden beskrives som udenlandsk af udseende, 40-45 år, ca 175 cm høj med sort hår. Han var iført sort jakke, stribet skjorte, jeans og sorte sko.

Påkørte autoværn, Virum

En 23-årig kvinde fra København påkørte tirsdag klokken 07.30 to autoværn på Lyngby Omfartsvej. Det var formentlig for høj hastighed, som var årsag til uheldet. Kvinden blev kørt til tjek på hospitalet efter uheldet.

Sigtet for narkokørsel, Kgs. Lyngby

En 24-årig mand fra Vanløse blev klokken 16.55 mandag eftermiddag standset, da han kom kørende ad Danmarksvej. Her blev han sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret. Manden blev taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres for at fastlægge mandens nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.

Sigtet for tyveri, Kgs. Lyngby

Klokken 05.23 fredag morgen indfandt en 55-årig mand uden fast adresse sig på Circle K på Lyngbygårdsvej og tog diverse drikkevarer, som han ikke betalte for. Personalet kontaktede derfor politiet og en patrulje blev sendt til stedet, hvor manden blev sigtet for butikstyveri. Da manden i den forbindelse fremsatte trusler mod patruljen, blev han tillige sigtet for trusler mod polititjenestemand.