Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2019/04/08-2019/04/16.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Butikstyveri, Lyngby
Klokken 13.28 anmeldte personalet fra Lyngby Storcenter, at de sad med to unge butikstyve, der havde stjålet for 20 kroner. En patrulje blev sendt til stedet, hvor to 12-årige drenge blev antruffet. De to drenges forældre blev orienteret om hændelsen, hvorefter drengene fik lov til at gå.
Tyveri fra taske, Gentofte
Klokken 14.43 anmeldte en kvinde på 95 år, at hun under en indkøbstur i Lyngby havde fået stjålet sin pung fra sin taske. Tyveriet er formentlig sket under kvindens bustur fra Gentofte til Lyngby eller inde i en forretning.
Færdselsuheld, Lyngby
Klokken 12.58 kørte en personbil ud for ubetinget vigepligt på Nybrovej, og i den forbindelse blev en 51-årig mandlig cyklist påkørt. Cyklisten blev efterfølgende kørt til kontrol på skadestuen.
Forsøg på manddrab, Birkerød
Klokken 17.03 blev Nordsjællands Politi kaldt til en adresse på Tornevangsvej, hvor en mand skulle været meget udadreagerende. Ved patruljens ankomst blev en 27-årig mand fra lokalområdet truffet, og han blev i første omgang anholdt og sigtet for vold, idet nogle af hans pårørende var fysisk medtagne. Efter nærmere undersøgelse af hændelsen samt af de skader, manden havde forvoldt, blev sigtelsen ændret til forsøg på manddrab. Manden skal fremstilles i grundlovsforhør i dag klokken 13.00 i Retten i Lyngby.
Pc’ere stjålet fra bil
Kgs. Lyngby: To bærbare pc’ere er mellem klokken 11.40 og 12.40 blevet stjålet fra en Opel Corsa, der holdt parkeret på Jernbanebakken. Computerne lå i to tasker i bilens bagagerum, og tyven har knust en siderude for at få adgang til bilen.
Sigtet for hærværk
Kgs. Lyngby: En 46-årig mand fra Ballerup blev torsdag aften klokken 19.21 sigtet for hærværk, efter han som følge af en diskussion med en bilist, ridsede en bil på p-pladsen på Kulturhustorvet.
Rat og airbag stjålet fra biler
Holte/Virum: Fra en Mercedes Benz, som holdt parkeret på Kollemosevej, er mellem tirsdag klokken 22.00 og onsdag klokken 06.00 stjålet et rat med airbag. Tyven har knust en siderude for at skaffe sig adgang til bilen. Også i Virum er der sket tyveri fra en Mercedes-Benz. Denne bil holdt parkeret på Snekketoften og også her har tyven stjålet rat med airbag ved at knuse en siderude. Dette tyveri fandt sted mellem tirsdag klokken 18.30 og onsdag klokken 07.40
Dæk, fælge og parkeringssensorer stjålet
Kgs. Lyngby: Fra en BMW 3-Serie, der holdt parkeret på Firskovvej, er der mellem søndag klokken 16.00 og mandag klokken 09.00 stjålet fire alufælge med sommerdæk, et plastikdæksel ved bilens gearstang samt parkeringssensorer. Tyven er kommet ind i bilen ved at knuse en siderude.
Kørte med kokain i blodet
Gentofte: En 45-årig mand fra Brønshøj blev tirsdag aften klokken 18.35 sigtet for at køre bil, selvom han var påvirket af narkotika. Manden testede positiv for at have kokain i blodet, og var tillige frakendt kørekortet, men havde alligevel sat sig bag rattet. Han blev standset af en patrulje på Lyngbyvej og fik også en sigtelse for at køre uden førerret.
Narkokørsel, Kgs. Lyngby
Klokken 23.00 blev en 40-årig mandlig bilist fra Nærum standset på Helsingørmotorvejen ud for Lærkereden. Et narkometer afslørede, at han havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og det blev han derfor sigtet for.
Indbrud anmeldt i Nordsjællands politikreds den 8.-9. april 2019