Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2020/08/03-2020/08/11.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Kørte uden kørekort
Kgs. Lyngby: En 46-årig mand fra Tim blev torsdag aften klokken 20.44 standset, da han kom kørende ad Nybovej. Da han tidligere havde fået inddraget sit kørekort, blev han sigtet for kørsel uden førerret.
Ild i affald
Kgs. Lyngby: Onsdag formiddag gik der ild i noget affald i en skraldevogn på Caroline Amalievej. Trafikken blev spærret, mens brandvæsenet arbejdede med at slukke ilden. Affaldet måtte tømmes ud på vejen for at få slukket ilden, og da ilden var slukket, blev affaldet efterfølgende samlet op i en anden skraldevogn og vejen åbnet for trafik igen. Der skete hverken brand- eller personskade.
Fest blev lukket
Kgs. Lyngby: Nogle unge mennesker lavede klokken 01.08 natten til torsdag så megen uro og uorden ved et beboerlokale på Christian X’s Alle, at en patrulje blev sendt ud til stedet og festen blev lukket.
Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 05. – 06. august 2020
Mand ramt af spånplade
Kgs. Lyngby: En 46-årig mand fra Præstø blev tirsdag morgen klokken 08.52 ramt af en godt 600 kg tung spånplade, der skulle flyttes på en byggeplads på Buddingevej. Den 46-årige havde sikkerhedshjelm på, men blev alligevel kørt til skadestuen for at blive tjekket. Arbejdstilsynet blev tilkaldt for at undersøge ulykken nærmere og konstaterede ikke umiddelbart nogen overtrædelser af arbejdsmiljøloven.
Bagrude knust
Virum: Bagruden i en VW Golf er mellem klokken 11.00 og 11.10 søndag formiddag blevet knust med en ukendt genstand, mens bilen holdt på Tværvej.
Æg blev kastet mod dør
Virum: Søndag aften klokken 22.40 blev der kastet æg mod hoveddøren til en bolig på Virumstræde. Æggene blev kastet fra en forbipasserende bil, hvis registreringsnummer blev registreret af et vidne og givet til politiet.