Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2020/02/24-2020/03/03.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Mulig tricktyv ville advare om larm
Kgs. Lyngby: En mulig tricktyv ringede torsdag eftermiddag på hos en 70-årig kvinde på Lyngbygårdsvej. Her fortalte hun den 70-årige, at der skulle være fest i nærheden og, at hun derfor på forhånd ville beklage, hvis der blev noget larm fra festen. Som kompensation for eventuel larm, tilbød kvinden den 70-årige noget chokolade, og blev lukket ind i lejligheden under påskud af at ville hjælpe med at lægge chokoladen på en tallerken. Her spurgte hun også lejlighedens beboer, om hun kunne veksle nogle penge. Den 70-årige gik ind i et andet rum for at finde vekselpenge og her fulgte den anden kvinde med. Da kvinden med chokoladen havde forladt lejligheden, opdagede beboeren, at der manglede et kontantbeløb fra hendes pung, som havde ligget i en kommode. Kvinden med chokolade beskrives som 45-50 år, almindelig af bygning, østeuropæisk af udseende, brun i huden med kort, brunt hår. Hun var iført mørke bukser og en mellembrun halvlang frakke.
Brand i container
Kgs. Lyngby: Klokken 05.27 fredag morgen opstod der brand i en container ved Engelsborgskolen. Ilden blev hurtigt slukket af brandvæsenet, og der skete ingen skade eller tilskadekomst.
Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 27. – 28. februar 2020
Kvinde fundet død
Kgs. Lyngby: En 45-årig kvinde blev onsdag eftermiddag klokken 13.23 fundet død ved Lyngby Kirke. Der er ikke umiddelbart fundet tegn på, at der skulle have fundet en forbrydelse sted. De nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet undersøges fortsat, og der kan således ikke gives yderligere oplysninger, førend resultaterne af disse undersøgelser foreligger.
Brand i bil, Kgs. Lyngby
Klokken 16.01 indløb der anmeldelse om brand i en bil i parkeringskælderen under Lyngby Storcenter. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor brandvæsenet påbegyndte slukningsarbejdet, mens politiet afspærrede parkeringskælderen. Ilden blev hurtigt slukket, og det tyder umiddelbart på, at branden er opstået som følge af en teknisk fejl.
Færdselsuheld, Kgs. Lyngby
En 34-årig kvindelig fodgænger fra Helsingør blev klokken 16.35 påkørt af en 45-årig kvindelig bilist fra Lyngby ved Hvidegårdsparken i krydset ved Klampenborgvej. Fodgængeren blev efterfølgende kørt på hospitalet for behandling af sine skader, og bilisten blev sigtet for overtrædelse af sin vigepligt.
Tæpper var ikke helt så ægte
Virum: En 65-årig mand fra Virum fik ikke helt, hvad han mente, at han havde betalt for, da han fredag eftermiddag mellem klokken 15.00 og 16.00 købte tre ægte tæpper fra en mand, som henvendte sig på den 65-åriges bopæl. Her fremviste manden nogle tæpper og den 65-årige købte tre. Da han efterfølgende fik vurderet tæpperne hos en fagekspert, viste det sig, at de ikke var helt så ægte, som først antaget. Tæppehandleren beskrives som: mand, mellemøstlig af udseende, 45-50 år, 175-180 cm høj, almindelig af bygning, brun i huden med kort, sort hår. Han var iført jakkesæt med mørkeblå bukser og havde to modermærker på brystkassen. Bedrageriet blev anmeldt mandag klokken 12.52.