Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2022/07/04-2022/07/12.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Stjal sportstøj, Kgs. Lyngby
To 14-årige unge mænd blev klokken 18.51 mandag aften taget for butikstyveri i Lyngby Storcenter. Her havde de stjålet tøj fra Sportsmaster og Sport24. Drengenes værger og de sociale myndigheder bliver underrettet om sagen.
Færdselsuheld, Hellerup
På Lyngbyvej ved Tuborgvej skete der klokken 08.25 et færdselsuheld, da der skete sammenstød mellem en 60-årig mandlig bilist fra Lynge og en 43-årig kvindelig cyklist fra Farum i forbindelse med et højresving. En patrulje kørte til stedet, hvor bilisten blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Der skete ikke umiddelbart større personskade, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld sendt til stedet for at tilse cyklisten.
Butikstyveri, Kgs. Lyngby
Klokken 16.58 blev det anmeldt, at to unge piger blev tilbageholdt i Lyngby Storcenter, idet de havde stjålet varer fra Normal. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf de to piger, en 15-årig fra Søborg og en 14-årig fra Nærum. Den 15-årige blev sigtet for butikstyveri, og grundet pigerne unge alder blev der efterfølgende taget kontakt til deres forældre samt de sociale myndigheder.
Færdselsuheld, Kgs. Lyngby
En 72-årig kvindelig bilist fra Kgs. Lyngby kørte klokken 15.41 ad Hjortekærsvej i sydlig retning, hvor hun foretog et højresving ud på Klampenborgvej. I den forbindelse påkørte hun en 43-årig kvindelig cyklist fra Kgs. Lyngby, som kom cyklende i vestlig retning ad Klampenborgvej. En patrulje kørte til stedet, hvor bilisten blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt. Der skete ikke umiddelbart større personskade i forbindelse med uheldet, men cyklisten blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet.
Kørte ræs på græsplæne, Kgs. Lyngby
Tre drenge kørte omkring klokken 20.30 rundt nogle tunede knallerter og ødelagde græsplænen ved Lundtofte Skole. En patrulje kørte til stedet, men ved dens ankomst var de drengene væk og var heller ikke til at finde, da patruljen efterfølgende kørte rundt i området for at lede efter dem.
Kvinde uden kørekort, Kgs. Lyngby
En 40-årig kvinde fra Lyngby blev tirsdag aften klokken 21 standset, da hun kom kørende ad Akademivej. Da kvinden ikke havde erhvervet kørekort, blev hun sigtet for kørsel uden førerret.
Musik til ulempe, Nordsjælland
Klokken 01.27 natten til tirsdag måtte en patrulje køre til Vingårds Allé for at få dæmpet en fest, der holdt folk i nabolaget vågne. I Virum blev der spillet musik til ulempe ved Frederiksdal Fribad, her var de sidste personer dog ved at forlade stedet, da en patrulje ankom klokken 00.52.
Varetægtsfængslet for drabsforsøg, Kgs. Lyngby
En mand, som den 4. juli blev anholdt og sigtet for drabsforsøg på en kvinde på en adresse i Kgs. Lyngby er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Der blev i forbindelse med grundlovsforhøret nedlagt navneforbud gældende for både den varetægtsfængslede og den forurettede. Grundlovsforhøret blev i øvrigt afholdt bag lukkede døre.
Forsøg på manddrab, Kgs. Lyngby
En 42-årig blev klokken 17.05 anholdt og sigtet for drabsforsøg mod en 78-årig kvinde. Manden var kort forinden trængt ind på kvindens bopæl, hvor han havde taget kvælertag på hende. Manden fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby klokken 11. Der vil blive begæret lukkede døre.
Sigtet for spirituskørsel, Klampenborg
Klokken 03.55 blev en 45-årig mand fra Kgs. Lyngby standset, da han kom kørende ad Klampenborgvej. Her blev han sigtet for spirituskørsel og bragt til hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres for at fastlægge mandens promille til brug for den videre behandling af sagen.
Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 27. juni – 03. juli 2022