Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2022/10/03-2022/10/11.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
El-værktøj stjålet, Kgs. Lyngby
Mellem fredag eftermiddag og mandag formiddag klokken 10.00 er der stjålet diverse el-værktøj fra en varevogn, som holdt på Lyngby Hovedgade. Tyven har boret hul i bildøren for at skaffe sig adgang til bilen.
Kørte i frakendelsestiden, Kgs. Lyngby
En 24-årig mand fra København blev klokken 00.08 standset, da han kom kørende ad Århusvej. Den 24-årige blev sigtet for at køre bil, selvom han var frakendt sin førerret og frakendelsen stadig var gældende.
Kørte trods forbud, Kgs. Lyngby
En 24-årig kvinde blev klokken 19.34 standset, da hun kom kørende ad Lyngby Hovedgade. Her blev hun sigtet for kørsel uden førerret, da hun havde sat sig bag rattet på trods af, at hun tidligere havde fået et kørselsforbud, som stadig var gældende.
Mand lavede graffiti, Kgs. Lyngby
Klokken 20.08 kom en anmeldelse om, at en mand var i færd med at male graffiti i tunnelen ved Lyngby Station. En patrulje kørte til stedet, men manden, der blev beskrevet som ca 20 år, med gedeskæg, iført hue, mørk jakke, hvide bukser og medbringende en rygsæk var forsvundet fra området.
Mænd ville ikke flytte sig, Kgs. Lyngby
Tre berusede mænd nægtede søndag kort efter klokken 16 at følge en anvisning fra en vagt om, at de skulle forlade tunnelen ved Lyngby Station, hvor de skabte uro og uorden. En patrulje kørte til stedet og bortviste mændene.
Pc stjålet fra bil, Kgs. Lyngby
Fra en bil, som stod på Klampenborgvej, er der mellem klokken 17 og 23 mandag stjålet en pc og en pung. Det fremgår ikke af anmeldelsen, hvordan tyven har skaffet sig adgang til bilen.
Påkørte kranfod, Gentofte
En 58-årig kvinde fra Gentofte blev tirsdag ved middagstid kørt på hospitalet, efter hun havde påkørt en kranfod på Lyngbyvej, hvor kvinden kom cyklende.