Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2022/04/25-2022/05/03.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Tyv opgav sit forehavende, Kgs. Lyngby
En mand opgav klokken 01.00 natten til mandag sit forehavende med at stjæle en el-cykel på Toftebæksvej, da han blev opdaget af en borger. Manden flygtede fra stedet i en Ford Mondeo med påmonteret cykelholder og beskrives som dansk af udseende, 28-35 år, 190 cm høj, muskuløs og med kort skæg. Tyveriforsøget blev anmeldt mandag morgen klokken 08.53.
El-værktøj stjålet fra varebil, Virum
Fra en varebil, som stod på Askimvej, er der mellem søndag aften klokken 21.00 og lørdag formiddag klokken 09 stjålet diverse el-værktøj. Tyveriet blev anmeldt mandag formiddag klokken 11, det fremgår ikke af anmeldelsen, hvordan tyven har skaffet sig adgang til bilen.
Færdselsuheld, Kgs. Lyngby
Klokken 18.30 blev en jernbanebom på Nymøllevej påkørt af en bil, da ejeren, en 33-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby, havde glemt at trække håndbremsen. Det førte til betydelig materiel skade på bommen. Den 33-årige blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
Forsætlig brandstiftelse, Kgs. Lyngby
Klokken 14.02 anmeldte et vidne, at han netop havde set en mand og en kvinde flygte på en scooter fra Ved Smedebakken, efter at manden havde sat ild til en personbil holdende på vejen.
De to personer signaliseres som:
A: Mand, 20-25 år, 180 cm høj, spinkel af bygning, lys i huden, med lyst kort hår.
B: Kvinde, 20-25 år, 170-175 cm høj, spinkel af bygning, lys i huden, med lyst mellemlangt hår med krøller.
Nordsjællands Politi hører gerne fra vidner, der måtte have information om hændelsen, på telefon 114.
Færdselsuheld, Kgs. Lyngby
Klokken 14.07 blev det anmeldt, at en lastbil netop havde påkørt en bro imellem frakørsel 7 og 6 på Helsingørmotorvejen i sydgående retning, idet lastbilen havde gods på, der ragede for højt op til, at lastbilen kunne passere under broen.
Trafikken kunne passere langsomt i den anden vejbane, imens der blev ryddet op på stedet. Hverken broen eller føreren af lastbilen kom umiddelbart nævneværdigt til skade.
Færdselsuheld, Virum
Klokken 16.13 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld på Grønnevej, idet en personbil skulle køre ud på Grønnevej fra en p-plads, og i den forbindelse skete der en kollision med en personbil, der kom kørende på Grønnevej.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor føreren af bilen, der kørte ud fra p-pladsen, en 21-årig mand fra Glostrup, blev sigtet for ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt. Kollisionen skyldtes muligvis dårlige udsigtsforhold på stedet grundet en parkeret varebil, der medførte dårligt udsyn.
Brand, Kgs. Lyngby
Mandag klokken 01.01 blev det anmeldt, at brandalarmen var gået på Sorgenfriskolen på Kongevejen, og politi og brandvæsen blev derfor sendt til stedet, hvor sidstnævnte fik slukket den brand, der havde udløst brandalarmen.
Nordsjællands Politi skal nu undersøge brandstedet med henblik på, om det er muligt at fastslå årsagen til branden.
Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 25. april – 1. maj 2022
Besiddelse af euforiserende stoffer, Kgs. Lyngby
En 26-årig kvinde fra Søborg blev klokken 22.45 truffet af en patrulje på Svenskevej. Her blev hun fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, og hun blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Butikstyveri, Kgs. Lyngby
Klokken 13.58 anmeldte personalet i Magasin, at de tilbageholdt en 35-årig kvinde fra København, som havde stjålet varer for et større beløb i stormagasinet. En patrulje kørte derfor til stedet, hvor kvinden blev sigtet for butikstyveriet.
Tyveri fra personbil, Kgs. Lyngby
Klokken 16.28 blev det anmeldt, at der imellem klokken 15.30 og 16.15 var blevet stjålet et par høretelefoner og en computer fra en bil, der havde holdt parkeret på Nørgaardsvej.
Mistænkeligt forhold, Kgs. Lyngby
Klokken 11.29 anmeldte en kvinde, at hun netop var kommet ud af en butik, da hun så en fremmed mand lægge et el-løbehjul op i kvindens ladcykel, hvorefter han tog en vinkelsliber op af en rygsæk og gik i gang med at skære cyklens kædelås over. Kvinden råbte til manden, at det var hendes cykel, hvortil manden svarede, at det var hans cykel. Efterfølgende forsvandt manden hastigt fra stedet på el-løbehjulet.
Manden beskrives som: mand, dansk af udseende, 30 år gammel, 180-185 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden, med lyst kort hår og tatoveringer på begge arme. Talte dansk.
Narkokørsel, Kgs. Lyngby
På Nørgaardsvej standsede en patrulje klokken 21.29 en 28-årig mandlig bilist fra København. Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel, idet han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev derudover sigtet for besiddelse af en mindre mængde hash samt for kørsel i frakendelsestiden.
Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring bilistens eventuelle narkopåvirkning.
Målrettet færdselsindsats, Kgs. Lyngby
Nordsjællands Politi var i forbindelse med en målrettet færdselsindsats til stede på Helsingørmotorvejen i nordgående retning ved midnat. Her blev en 26-årig kvindelig bilist fra Sakskøbing standset, da hun kørte med højere hastighed end det tilladte. Dette førte til et klip i kørekortet, og hun blev derudover anholdt og sigtet for spirituskørsel samt for at føre køretøjet uden at have erhvervet sig førerret.
Kvinden blev efterfølgende kørt til hospitalet med henblik på blodprøveudtagning for præcist at fastslå hendes eventuelle spirituspåvirkning.
Narkokørsel, Virum
På Hasselvej standsede en patrulje klokken 01.08 en 20-årig mandlig bilist fra Virum. Da et narkometer viste, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev også sigtet for at køre bil uden førerret og for at være i besiddelse af en moderat mængde hash.
Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring bilistens eventuelle narkopåvirkning.
Uro og uorden i storcenter, Kgs. Lyngby
En 58-mand fra Kgs. Lyngby skabte søndag morgen klokken 08.12 uro og uorden i Lyngby Storcenter. En patrulje kom til stedet, og da manden blev skønnet psykisk uligevægtig, blev han overgivet til sundhedsvæsenet.