Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2022/04/06-2022/04/19.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Rude knust i personbil, Kgs. Lyngby
Mellem søndag klokken 18.00 og mandag klokken 08.00 blev ruden knust i en Hyundai personbil, der holdt parkeret på Toftebæksvej. Handskerummet var efterfølgende blevet åbnet, men der var ikke umiddelbart stjålet noget fra køretøjet.
Sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, Virum
Klokken 21.55 blev det anmeldt, at der var opstået brand på i et lejlighedskompleks på Grønnevej. Da patruljer og brandvæsen ankom, blev vejen i en periode afspærret, mens der blev arbejdet på stedet. Det viste sig, at der i en af lejlighederne var blevet tændt ild, hvilket havde ført til en mindre brand, som hurtigt blev slukket.
En af lejlighedens beboere blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.
Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med branden.
Havemøbler stjålet, Kgs. Lyngby
Mellem søndag eftermiddag og mandag formiddag klokken 11.30 er der stjålet havemøbler og et tæppe fra en kolonihave på Lundtoftevej.
Sigtet for spiritus- og narkokørsel, Kgs. Lyngby
Mandag aften blev en 25-årig mand fra Kokkedal sigtet for spiritus- og narkokørsel, da en patrulje standsede ham på Lyngbygårdsvej. Han blev endvidere sigtet for at være i besiddelse af en moderat mængde hash.
Mistænkelige mænd ved hæveautomat, Kgs. Lyngby
En årvågen 55-åriug kvinde kontaktede søndag eftermiddag klokken 15.49 politiet, da hun havde set fire personer, som kredsede om en hæveautomat på Lyngby Hovedgade, hvor de så ud som om de forsøgte at aflure pinkoderne hos de borgere, som brugte automaten. En patrulje kørte til stedet og efter at have noteret personernes generalier, bortviste patruljen dem fra stedet.
Tyveri fra personbil, Kgs. Lyngby
Klokken 07.04 blev det anmeldt, at der var stjålet instrumentpanel og airbag fra en BMW personbil, som holdt parkeret på Finlandsvej mellem onsdag klokken 17.00 og torsdag klokken 06.45. Indstigningen var sket via en knust rude.
En ukendt gerningsperson stjal mellem onsdag klokken 19.00 og torsdag klokken 08.20 midterkonsollen fra en BMW personbil, som holdt parkeret på Enegårdsvej. Indstigningsstedet er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ikke fastslået.
Kørsel uden førerret, Kgs. Lyngby
En 27-årig mandlig bilist fra Vordingborg blev klokken 09.55 standset af en patrulje på Lundtoftegårdsvej. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, da han havde fået sin førerret administrativt inddraget. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.
Tyveri af mobiltelefon, Kgs. Lyngby
En 24-årig kvinde fra Kgs. Lyngby anmeldte klokken 14.58, at hun mellem klokken 13.00 og 13.30 havde fået stjålet sin mobiltelefon, mens hun befandt sig i Føtex i Lyngby Storcenter.
Forsøg på tyveri fra varebil, Kgs. Lyngby
Mellem onsdag klokken 15.00 og torsdag klokken 16.00 blev vinduet i en varebil, som holdt parkeret på Christian X’s Alle, forsøgt opbrudt. Den ukendte gerningsperson var ikke lykkedes med sit foretagende, og der var derfor ikke umiddelbart stjålet noget fra køretøjet.
Sigtet for narkokørsel, Kvistgård
En 23-årig mand fra Kgs. Lyngby blev klokken 22.47 standset, da han kom kørende ad Helsingørsvej. En narkometertest viste, at han var påvirket af euforiserende stoffer og i besiddelse af en mindre mængde hash, hvilket kan blev sigtet for.
Butikstyveri, Kgs. Lyngby
Klokken 17.04 blev det anmeldt, at to unge drenge havde stjålet varer fra Normal i Lyngby Storcenter. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf de to drenge, en 15-årig og en 16-årig fra Lyngby, og de blev begge sigtet for forholdet. Grundet deres unge alder blev der taget kontakt til de sociale myndigheder samt andre relevante voksne for at informere om episoden.