Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Lyngby-Taarbæk Kommune i tidsrummet 2019/06/17-2019/06/25.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Pc stjålet fra bil
Kgs. Lyngby: En taske med en bærbar pc er mellem klokken 16.55 og 18.00 blevet stjålet fra en Mercedes, som holdt parkeret på Nørgaardsvej. Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse en siderude.
Overlod sin bil til mand uden kørekort
Kgs. Lyngby: En 41-årig mand fra Dyssegård er klokken 03.09 blevet sigtet for at have overladt sin bil til en 37-årig mand, også fra Dyssegård, som ikke havde noget kørekort. De to blev standset i bilen på Lundtoftegårdsvej, hvor den 37-årige fik en sigtelse for kørsel uden førerret.
Rat og navigationsanlæg stjålet fra biler
Kgs. Lyngby/Gentofte: Fra en BMW, som holdt parkeret på Dyrehavegårdsvej, er der mellem tirsdag klokken 22.00 og onsdag klokken 07.00 stjålet et integreret navigationssystem samt bilens rat. Tyven er kommet ind i bilen ved at bryde døren i førersiden op. På Fortunvej er en tyv mellem tirsdag klokken 21.00 og onsdag klokken 08.00 brudt ind i en VW Touran og har stjålet et integreret navigationssystem. I Gentofte har en BMW fået stjålet rat og navigationsanlæg. Dette tyveri er sket mellem tirsdag klokken 23.00 og onsdag klokken 06.20, mens bilen holdt parkeret på Adolphsvej.
Tyv på cykel
Virum: En mand blev klokken 06.15 set cykle væk fra et hus på I. H. Mundtsvej i forbindelse med et indbrud. Manden var iført blommefarvet jakke og cyklede væk på en damecykel, som han havde stjålet fra stedet.
Indbrud anmeldt til Nordsjællands Politi 18. – 19. juni 2019
Hærværk på busstoppested
Kgs. Lyngby: To drenge begik klokken 00.22 hærværk mod et busstoppested på Klampenborgvej, Her så et vidne de to smide en cykel mod busstoppestedet, hvorefter de forsvandt. Begge personer var iklædt mørkt tøj, den ene med noget hvid brodering ved skulderen.
Stjal vafler fra isbutik
Kgs. Lyngby: To unge drenge på 13 og 14 år fra Bagsværd og Lyngby stjal søndag klokken lidt over 07.00 en dåse vafler fra Paradis. Drenge var kommet ind i den ulåste butik og tog her dåsen med vafler, som de efterfølgende spiste.
Unge lavede uro
Kgs. Lyngby: En gruppe unge skabte klokken 00.07 natten til mandag noget uro på Circle K på Lyngbygårdsvej. Her kastede de unge med affald og vand og opførte sig truende overfor ekspedienten i forretningen.