Vejdirektoratet reducerer den tid, du holder for rødt lys
”Øv, hvor går det altså bare langsomt. Er det ikke snart min tur?” Mange trafikanter kender nok den følelse af utålmodighed, der kan komme snigende, når man holder i et trafiksignal og venter på, at lyset skifter fra rødt til grønt. Endnu værre er det, når man ikke når med over, fordi grøntiden er for kort i forhold til trafikmængden. Heldigvis byder fremtiden på færre frustrationer som disse på statsvejene.