Storstilet indsats skal skabe mere bæredygtigt friluftsliv
Vi står i en biodiversitetskrise, en klimakrise og vi skal nå FN’s Verdensmål inden 2030. Skal vi løse kriserne og nå målene, skal vi alle bidrage. Friluftslivet kan være en del af løsningen, hvis de mange mennesker, der hver dag er i den danske natur, gør en ekstra indsats. Derfor skal Friluftsrådet de næste tre år inspirere til bæredygtige projekter, lave inspirationsmaterialer og vidensopbygning for de mere end 80 medlemsorganisationer, og på den baggrund får medlemsorganisationerne og andre friluftsaktører mulighed for at søge støtte hos Nordea-fonden til deres bæredygtige projekter.