KU skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om kopivarer:
Forskere fra Københavns Universitet har opfundet et kemisk fingeraftryk, der med en app på mobilen straks afslører om den vare, du har købt, er forfalsket. Fingeraftrykkene er nu testet med en succesrate på 100 %.
Forskerne har testet systemet ved at fremstille tags bestående af QR-koder, som er sprayet med gennemsigtigt blæk, der indeholder mikropartikler.
Mange af os har oplevet at komme hjem med en ny designer-taske eller et ur, som man så finder ud af er en forfalskning. Og hver dag er der mennesker, der dør på grund af forfalsket medicin. Kopibranchen er en voksende milliardindustri, der har bredt sig til de fleste brancher, og hvor piraterne hele tiden er et skridt foran producenterne. Så det er svært for forbrugere at vide sig sikre.
Men to forskere fra Nano-Science Center på Københavns Universitet har udviklet et 100 % piratsikkert mærkningssystem, hvor hver enkelt vare har et mærke eller et såkaldt ‘tag’ der svarer til et unikt fingeraftryk. Og gennem næsten 10.000 tests har forskerne nu bevist, at deres metode virker.
“Du kan sætte det på en vinflaske, på et guldur, et maleri – ja, hvad som helst. Mærket behøver ikke at være større end et komma. Og det er umuligt at kopiere, for sandsynligheden for at to varer har samme fingeraftryk er lig nul,” siger forsker og lektor Thomas Just Sørensen, der sammen med forskerkollega Riikka Arppe-Tabbara har udviklet antikopi-systemet, og som godt tør kalde systemet for “verdens sikreste”.