KU skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om det nye værktøj:
Med et nyt digitalt værktøj kan man gratis beregne hvilken vej, vandet løber under et skybrud, og hvilke steder som er særligt truet. Værktøjet er udviklet af en geograf fra Københavns Universitet, som selv har stået med en oversvømmet kælder derhjemme.
Vi ved alt for godt, at skybrud i Danmark bliver hyppigere og hyppigere, og at monsterregnen hver gang efterlader en dyr regning til mange. Det ved forsker og lektor Thomas Balstrøm fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet også.
“Min egen kælder sejlede i 2011 under skybruddet i København. Vi havde en lille lavning ude i haven, som blev fyldt med regnvand og løb over, og vandet fortsatte ned i kælderskakten. Det var sådan, jeg fik idéen”, fortæller Thomas Balstrøm, som har udviklet det GIS-baserede værktøj, som har fået navnet “Malstrøm”.
Hans tanke var at lave et værktøj, som kan give et overblik over, hvilke ruter vandet tager under et skybrud, og hvor det samles. På den måde kan man nemlig udpege, hvilke bygninger, veje, tunneller og installationer, som har en kritisk placering. Det er netop det, som Malstrøm kan.
“Når fx en kommune skal finde ud af, hvor vandet løber hen, når det regner rigtig meget, ringer de typisk til et rådgivende ingeniørfirma og får dem til at lave en analyse. Og det er dyrt – alene at få dem til at lave det første overblik. Med værktøjet her kan du selv danne dig et hurtigt overblik, før du tyer til en tungere og dyrere løsning”, siger Thomas Balstrøm.
Malstrøm er baseret på en offentlig tilgængelig højdemodel og viser på et digitalt kort, hvor der findes lavninger i landskabet, som regnvandet vil samle sig i under et skybrud. Kortet fortæller også, hvor mange millimeter nedbør, der skal til, før den enkelte lavning er fyldt op, og hvor det overskydende vand derfra løber hen. På den måde kortlægger Malstrøm netværket af vandveje.
Den viden er nyttig, når man planlægger nye byggerier, når man skal lave klimatilpasning, og når man skal vide, hvor beredskabet skal have særlig fokus under et skybrud, påpeger Thomas Balstrøm.