Buketkort er en ny måde at give blomster. I stedet for den traditionelle buket fra supermarkedet eller blomsterhandleren, der ofte kommer med en tung klimabagage, kan private og virksomheder fra årsskiftet give et buketkort. Et smukt kort med motiv af en dansk sommerbuket med vedlagt økologisk frømiks, så man selv kan dyrke buketten, der ses på kortets forside. Bag ideen står svigerinderne Rikke Lentz og Victoria Klougart Wildt med en fælles passion for smukke blomster og sund natur.
En smuk oplevelse over tid
Buketkort kræver mere af modtageren end en traditionel buket. Til gengæld glæder den også af flere omgange. Først som motiv, dernæst i ord og til sommer i fuld flor. Foruden kortet med motivet af buketten er der vedlagt et brevark med plads til en håndskreven hilsen. Endelig er der et frømiks til én af i alt tre nøje sammensatte sommerbuketter, der kan dyrkes i Danmark og høstes i hhv. juli, august og september. Kortene sælger fra hjemmesiden www.buketkort.dk.
Giftfrit alternativ
Buketterne er til både private og virksomheder. De er et 100 % sprøjtegiftfrit alternativ til importerede roser, liljer og andre afskårne blomster, der hver dag gives til nyansatte, jubilarer, fødselarer, værtinder og kærester. I modsætning til traditionelle buketter kan man have kortene liggende på lager, så de er klar, så snart der er en anledning. ”Buketkort er en mulighed for at vise omsorg og opmærksomhed over for både modtager og moder jord på samme tid,” siger Victoria.
To stængler, én tanke
De to svigerinder bag buketterne er økologisk blomsterbonde Rikke Lentz og kommunikationsrådgiver Victoria Klougart Wildt. Sammen har de sat deres blomsterbaby Buketkort i søen i en ambition om at sprede grøn glæde. ”Du giver mere end en buket. Først giver du et lille kunstværk, en personlig hilsen og en spirende forventning. Når frosten slipper jorden, begynder eventyret. For det er virkelig et eventyr at dyrke sin egen buket fra frø til blomst,” siger Rikke.
Lykkeridder eller blomsterentusiast?
Grønne fingre er ikke et krav. På buketkort.dk ligger såguides, der trin for trin viser modtager vejen fra frø til færdig buket. Man skal blot vælge den metode, der passer til ens temperament. For begge metoder gælder, at man kan ”dyrke med” uanset om man har en have eller bare et par krukker på altanen.
Økologi og overskudspapir
Frøene er dyrket økologisk og på dansk jord. De er håndhøstet, håndsorteret og håndpakket. Papiret, som er brugt til kort og brevark, er overskud fra produktionen på Munkedals papirfabrik i Sverige. Det er det aarhusianske trykkeri, Plotteriet, der har stået for trykningen.
Se mere på buketkort.dk samt på instagramprofilen ‘buketkort’.
Rikke Lentz er økologisk blomsterbonde og ejer af Brede Havekiosk, der dyrker økologiske frø og buketter samt afholder workshops og foredrag. Hun er forfatter til bøgerne ‘Økologiske blomster. Blomsterbondens dyrk-selv-guide’ (2020) samt ’Økologi i vasen, blomsterbondens buket -og vaseguide’ (2023). Victoria Klougart Wildt er ejer af virksomheden Ordmor, hvor hun hjælper virksomheder og brands med kommunikation og konceptudvikling.