Kasper Graa Wulff bliver ny direktør i koncerndirektionen med ansvar for Center for Trafik, Miljø og Bæredygtighed, Center for Udvikling, Plan og Byggesag samt Center for Unge, Borgerservice og Arbejdsmarked.
Kasper Graa Wulff har en lang erfaring med ledelsesansvar i offentlige organisationer. Senest har han været chef for Byggeri København og en del af koncerndirektionen i økonomiforvaltningen i København. Den faglige baggrund er en kandidatgrad i statskundskab, som blandt andet er suppleret med en lederuddannelse ved INSEAD.
Borgmester Sofia Osmani siger: “Vi glæder os til samarbejdet med Kasper Graa Wulff. Alle i kommunalbestyrelsen er enige om, at Kaspers solide erfaringer fra den offentlige sektor og uddannelsesmæssige ballast kan gøre en afgørende forskel for centrale områder i kommunen. Og så er det også et plus, at han har et godt kendskab til og sætter pris på kommunen, da han har brugt meget fritid i vores skønne, grønne områder.”
Kommunaldirektør Søren Hansen fortsætter: “Jeg ser meget frem til, at Kasper bliver en del af koncerndirektionen. Vi tror på, at Kasper kan bidrage med stærke erfaringer og kvalifikationer, som kan skabe betydelig værdi for Lyngby-Taarbæk Kommune. Kasper vil kunne gå direkte ind i opgaverne og skabe den nødvendige fremdrift og udvikling. Direktionen glæder sig meget til samarbejdet og ønsker Kasper velkommen til kommunen”.
Kasper Graa Wulff siger: “Jeg glæder mig meget til at blive en del af holdet i Lyngby-Taarbæk Kommune og til de store opgaver, der venter. Lyngby-Taarbæk har gang i mange spændende udviklingsprojekter, som jeg håber at være med til at virkeliggøre. Jeg er kommet i kommunen fra barnsben og holder meget af både landskabet og bydelene. At udvikle kommunen i respekt for historien og de store eksisterende kvaliteter bliver en helt central opgave. Jeg ser meget frem til at møde medlemmerne af kommunalbestyrelsen og mine mange nye kolleger.”
Kasper er kandidat i statskundskab suppleret med ledelsesuddannelse ved INSEAD og lederkurser, har tidligere bl.a. været ansat som chef i Københavns Kommune, Justitsministeriet og i forskellige konsulentvirksomheder. Direktøren tiltræder den 1. marts. 2021.