Den 3. september udkommer Thorstein Thomsens nye bog I Kongens Lyngby. Thorstein Thomsen bruger ofte Lyngby i sit forfatterskab, da han er født og opvokset i byen. I Kongens Lyngby er en decideret guidebog om den nordsjællandske perle.
Thorstein har allieret sig med bl.a. fotograferne Pia Dalsgaard og Henning Andersen, og resultatet er en skøn, handy lille bog, der møder læserne i øjenhøjde. Den er robust nok til at tage med på en cykeltur – og interessant nok til at sætte sig med i lænestolen.
»Vi ser i bogen på Lyngby, som her ser ud i dag. Vi kommer forbi historiske seværdigheder, boligkvarterer, hverdagsliv og store nye firmadomiciler. Vi får historier fra det gamle Lyngby og fra mit eget erindringsstof fra min barndom og ungdom i byen«, siger Thorstein.
Vi føres bl.a. ned ad hovedgaden i såvel nord- som sydgående retning, stopper op ved rådhuset, smutter ud til Bondebyen, går ad Rustenborgvej, Sorgenfrivej, området omkring Jægersborgvej, Ulrikkenborgkvarteret, Digterkvarteret, Nybrovej, Frederiksdal og Klampenborgvej. Vi ser på Frilandsmuseet, jernbanerne, tager et smut i Dyrehaven og meget, meget mere.
Bogen giver et godt indblik i Lyngbys forvandling gennem de seneste 50-60 år, hvor byen er gået fra at være et område med industri til i dag at være et centrum for viden, handel og service – og hvor butikkernes omsætning i bymidten per kvadratmeter er større end den tilsvarende omsætning i Københavns indre by.
I KONGENS LYNGBY
160 sider, indbundet og illustreret i farver 129 kr. (vejl.).
Udkommer på kulturdagen Liv i Lyngby lørdag den 3. september. Der vil være bogsignering i Bog & Idé, Lyngby Hovedgade 23, kl. 12.00-13.30. Klokken 14.00 ved Lyngby Bibliotek vil Thorstein tage interesserede med på en lille byvandring i sin barndoms Lyngby Vest.
Den 5. oktober åbner Stadsbiblioteket desuden op for en billedudstilling med fotos fra bogen.